KONTAKT

281: 7 ting du gør om morgenen der påvirker din vægt

podcast vaner vægttab Apr 16, 2026
7 ting du gør om morgenen der påvirker din vægt

7 ting du gør om morgenen, der påvirker dit vægttab

Hvis du oplever, at vægttabet ikke helt lykkes eller fungerer, som det skal, så kan det være en rigtig god idé at kigge morgenen efter i sømmene. Der kan ligge nogle ret almindelige vaner, som kan påvirke vægten mere, end du lige går og tror.

1. Du spiser en morgenmad, der ikke mætter

Fysisk optimal mæthed er alfa og omega i et vægttab. Og det handler knap så meget om kalorier, som det handler om, hvilke fødevarer du indtager. Både de fleste klassiske og mere moderne morgenmadsvalg er ret ringe i deres længerevarende mæthed og forårsager det, jeg kalder forhalet spisetrang, hvor en ikke-fyldestgørende morgenmad giver udslag i cravings om eftermiddagen. Mange tror, at det skyldes en dårlig frokost, eller at man mangler rygrad, men alleroftest er det dårlige morgenmadsvalg, der er årsagen.
Sådan noget som en bolle, lidt skyr, overnight oats eller granola smager godt og kan give en hurtig mæthed, men sulten vender tilbage i form af cravings senere.
Desuden er dem, jeg nævnte her, ofte ret søde, hvilket for mange kan antænde en sødtrang resten af dagen, hvis man har tendens til det.

 

2. Lys og luft

At få dagslys og frisk luft tidligt på dagen har man fundet ud af hjælper med at regulere døgnrytmen og kan forbedre nattesøvnen. Dermed også stofskifte og appetitten. Det behøver ikke være meget og længe, 10 minutter dog (gerne længere), udenfor i det naturlige morgenlys. Det er vigtigt, at det er det naturlige. Hen over dagen skifter lyset, og det “ved” kroppen godt, så forestil dig, at ved at komme ud får den lige rekalibreret til den ægte tid, frem for den falske, som kommer, når vi konstant udsætter os for falsk lys, f.eks. tv om aftenen eller mobil om morgenen.

3.Kaffe med mælk

Mange glemmer, at kaffe med mælk eller drik, afhængig af hvad du putter i, faktisk også indeholder kalorier. Hvis du drikker flere kopper i løbet af formiddagen, kan det hurtigt løbe op, uden at du registrerer det.

 

4. Du får pulsen op

At få lidt bevægelse og få pulsen op fra morgenstunden er rigtig godt. Det behøver ikke være meget, men studier viser, at de mennesker, der lægger ud med lidt motion først på dagen, har en bedre forbrænding. Dertil kan det også have en positiv effekt på appetit og energi. Dertil har jeg det personligt sådan, at så er træningen også overstået, og mindre kan komme i vejen i modsætning til resten af dagen.

 

5. Du sover for lidt

Det starter egentlig aftenen før, men den skal med, for den er ret afgørende. For lidt eller dårlig søvn påvirker appetitreguleringen og kan øge lysten til kalorierig mad samt cravings næste dag. Nogle har forringet søvn grundet overgangsalderen, men mange af os har også ringe søvnvaner, og ved at se på dem kan meget forbedres.

 

6. Du springer morgenmaden over

Du vidste nok, at den ville komme med her som et punkt. Det er nemlig en af mine kæpheste. Morgenmad. Ikke fordi du ikke må springe den over. Det må du gerne, og det er der flere af mine klienter, der gør. Men grunden skal være den rigtige, ellers ødelægger det vægttabet.
Hvis du springer morgenmaden over og presser den helt hen til frokost, hvor du så til gengæld er virkelig sulten, er der stor risiko for, at det ender galt. Mange gør det for at spare kalorier, men det kan føre til stor sult senere på dagen, hvor overspisning er mere sandsynlig. Derfor: spring gerne morgenmaden over, til du er sulten, men ikke oversulten - og overvej lige, om dine spisemønstre eftermiddag og aften er helt skæve, for så er det ret vigtigt at få kigget på dem. Sommetider, når jeg taler med kvinder, der ikke kan spise noget om morgenen, så er det fordi, de har overspist om aftenen. Altså intet med deres egentlige sult- og mæthedsfornemmelse at gøre, men alt med deres uhensigtsmæssige spisemønstre.

 

7. Du starter dagen med overblik

Det er efterhånden ret godt bevist, at 5 minutter taget ud af morgenen til lige at få et overblik over dagen og lige beslutte, hvad der skal indtages til de forskellige måltider, er rigtig godt givet ud. Beslutninger truffet om morgenen er ofte bedst, og når overblikket er dannet, hjælper det dig med at holde styr på måltider og rutiner - du ved, det der hjælper dig med det varige vægttab.

 

Det var de 7 hjælpsomme og uhjælpsomme morgengøremål - vil du have lidt mere konkret viden til, hvordan du bedst griber et vægttab an i overgangsalderen? Så hent min gratis guide 7 gode råd til vægttab i overgangsalderen. Her får du også de 10 ting, mange kvinder gør, der ødelægger deres vægttab og forværrer symptomer. Læs mere her gitteboesen.nu/