121: Sådan undgår du at spise for meget når der er buffet og all inclusive (UPS-metoden)
Feb 23, 2023I denne artikel vil jeg gribe tingene praktisk an.
Du skal nemlig have en helt konkret metodei til hvordan du kan gribe det an, når du står i en situation, hvor der er et stort udbud af lækre fødevarer og du gerne vil begrænse dig, så du ikke ender i en overspisning.
Det kunne være en buffet, all inclusive ferie, tag selv bord, ved bland selv slikket (der selvfølgelig er til ungerne *blink blink*.
Nogle mennesker har absolut ingen udfordringer ved dette og tager bare en lille portion, spiser den og tænker herefter ikke mere på mad. Hvis du er én af dem, så er denne artikel ikke nødvendig for dig at læse.
Men hvis du er som jeg var, og mange af mine klienter er, så kan du blive helt ‘nervøs’ eller ‘overvældet’ over at stå i en situation, hvor du skal vælge.
Tankerne flyver igennem hovedet: hvad skal jeg vælge, det ser dæleme godt ud, nej hvor lækkert, men jeg skal ogå huske det sunde og se lige en god tærte og for pokker! Der er lakseroulade. MUMS!
Det er lige så jeg kan mærke en sitren i hænderne og mundvandet der løber.
Der er også typen, der bare stiller sig op i køen til buffeten, starter fra en ende af og fylder op og overfylder tallerkene. Spiser første portion op, starter forfra, men når portion nummer to skal øses op, starter hun i den forkerte ende. I første runde lærte hun, at det gode altid er til sidst - det er det i øvrigt altid! Det er et psykologisk trick, som sikrer buffetudbyderen bedst muligt økonomisk overskud ved denne opstilling.
Det ‘gode’ er som oftest det dyreste. Kød for eksempel.
Ja, ja sommetider står det også i en bestemt rækkefølge, fordi det giver mest mening, eksempelvis brød før pålæg - men det er nu heller ikke profit for cafeejere og restauratørrer det skulle handle om her i dag.
Så lad os hoppe ud i det...
Du skal lære UPS-metoden
UPS metoden er et redskab, som kan bruges som et af de mange trædetrin på vejen til følelsesmæssig frihed fra mad og et varigt vægttab.
UPS metoden er et redskab, jeg ofte deler med de af mine klienter, som tidligt i forløbet står foran en begivenhed, hvor der er buffet eller all inclusive ferie. Disse klienter er endnu ikke er nået dertil i forløbet, hvor overspisning er afmonteret eller madstress er afviklet.
UPS-metoden består af tre trin og UPS er et akronym for de tre trin.
U står for udvælg
P står for prioriter
S står for selekter.
Prøv at forestil dig, at du er til fest og du står ved en kæmpe buffet, sådan en lang buffet hvor du næsten ikke kan se ned til enden. Der er god stemning, maden dufter og du kan høre kvinden ved siden af dig sige: “ej hvor er det lækkert, det er godt at jeg har den løse kjole på i dag, for min mave den fyldes - jeg ender med at kunne trille hjem.”
Men du ønsker ikke at trille hjem!
Du er i gang med et vægttab og vil gerne begrænse dig lidt, men du ved også… ‘Når jeg først er gået i gang’... en smule panik begynder at brede sig og indeni starter den velkendte dialog - forhandlingssnakken mellem den fornuftige del af dig der rigtig gerne vil tabe dig og ‘den gamle’ dig, hende der netop altid endte med at kunne trille hjem.
Så kan UPS-metoden bidrage til at skabe lidt ro på dig og på spisesituationen.
Vi starter ved U - udvælg.
Inden du stiller dig om i køen, så tager du lige turen hele vejen hen til enden af buffeten eller rundt om bufetten for at finde ud af - hvad er udvalget egentlig?
Og tag dig endelig god tid.
Ja, jeg ved godt at du er sulten, og du er måske ekstra sulten, fordi du har sparet kalorier hele dagen for at kunne spise i aften med ‘god samvittighed’.
At sulte for at kunne spise mere om aftenen er en enormt uhensigtsmæssig strategi, men den kan vi tage en anden dag.
Nå men du tager en runde om buffeten evt to. Identificer hvad der er på buffeten, hvad du kunne tænke dig?
Ikke hvad du burde spise, men hvad du kunne tænke dig?
At spise efter ‘burde’ er endnu en af de direkte måder IKKE at lykkes med et varigt vægttab - den tager vi også en anden dag.
Mange føler en blanding af spænding, lækkersult og frygt når de står foran et overdådigt udvalg, fordi situationen bringer underliggende overspisningtendenser i spil
Så kommer vi til P - prioriter
Nu skal du så prioritere. Af alle de ting du så på bufetten, hvad vil du så have på din tallerken?
Er det frikadellerne? Eller er du mere til det røde kød?
Vil du have en tartelet eller vil du i virkeligheden helst have én af de små desserter?
Lav gerne en lille ‘mental prioriteret liste’ i dit hoved og husk: hvad kunne du tænke dig? - drop alt om burde, skulle, kunne eller hvad vil de andre nu tænke?
Andre tænker deres og hvad du putter på din tallerken, er formentlig noget af det sidste de tænker på.
Vi mennesker er mest optaget af vores eget.
På samme måde, som du formentlig ikke lægger mærke til andres tallerkner, gør de det altså heller ikke ved dig.
Og skulle de tænke på hvad du spiser, så lad dem…
Det kan være svært i know, så den kommer også på listen over ting jeg kan tage op en anden dag
Sidst når vi til S - selekter
Nu kender du udvalget, du har en prioriteret rækkefølge, så skal den endegyldige beslutning træffes.
Jeg ved godt at du altid kan gå to gange, men her kan du med fordel tænke ‘hvis jeg nu bare skal have én tallerkenfuld i dag. Hvad vil jeg så helst have på den?’
Tag det du helst vil have - lidt af det der er i toppen af din prioriterede liste.
Glem alt om salaten, hvis den ikke er i top.
Glem alt om, at du skal jo også have plads til den kage du ikke kan lide, men spiser alligevel fordi svigermor har bagt den.
Det her er dig, dit liv og din fremtid.
Ja jeg lyder lidt amerikansk overdramatiserende, men du er nødt til at spise efter hvad du vil have, ikke efter hvad du tror andre synes du skal spise eller burde.
For hvad er det der sker, når du først tager en tallerken ‘burde-mad’?
Alt for ofte ender det med, at du i anden runde tager alt det du ikke måtte få i første - og har du tendens til overspisning, så er risikoen kraftigt forøget og så har vi balladen
Det var altså:
Udvælg - Prioriter - Selekter UPS
Brug metoden når der er buffet, familietur eller højtider med meget mad som f.eks. Jul eller påske.
Podcasten VÆGTVINDER findes også på din foretrukne podcast-lyttested som f.eks. I-tunes, Spotify mv. Søg blot efter 'VÆGTVINDER'.