KONTAKT

335: Hvad sker der egentlig efter overgangsalderen?

overgangsalder podcast May 15, 2025
efter overgangsalderen

Hvad sker der egentlig efter overgangsalderen?

Vi skal tale om et overset emne, nemlig hvad sker der efter overgangsalderen? Med kroppen, med dig, med vægten?

Mange kvinder tror, at efter overgangsalderen så vender kroppen tilbage til det gamle, eller så er der ikke længere symptomer – desværre! Sådan forholder det sig ikke, men inden du nu bliver ærgerlig og klikker væk, så betyder det ikke, at der ikke er en masse positivt at se frem til, eller at nyde, hvis du allerede befinder dig der – i postmenopausen, som det hedder.

Vi skal starte med at have det faktuelle på plads.

Så som du ved hvis du har min bog Vægttab i overgangsalderen - TRYK HER  - så er der fem stadier 

  • Tidlig perimenopause
  • Sen perimenopause
  • Menopause
  • Tidlig postmenopause
  • Sen postmenopause

Post betyder efter, og det er efter, at menopausen har fundet sted, at du befinder dig der. Dvs. når det er mere end et år siden, at du havde din sidste menstruation.

I postmenopausen når dine hormoner ikke de tærskelværdier, der skal til for at igangsætte en menstruationscyklus, men det betyder ikke, at de ikke fluktuerer, altså svinger.

Se, det var den første misforståelse, jeg ofte støder ind i – at mange tror, at efter overgangsalderen så har man ikke længere hormonelle udsving. Det har man. Det har du. Derfor oplever mange også, at der er dage på måneden, hvor de binder mere væske, føler sig mere sukkertrængende eller har usædvanlig høj energi og motivation. Det er bare ikke så udtalt længere.

Men fordi dine hormoner stadig har udsving, og dit østrogenniveau fortsat daler, så oplever mange også fortsat symptomer – og endda nye symptomer. Se, det var misforståelse nummer to – nemlig at når overgangsalderen er overstået, så har du ikke længere symptomer. Det har mange – særligt hedestigninger kan fortsætte flere år efter, og andre symptomer bliver tiltagende her, særligt tørre slimhinder og urinvejsproblemer. I den tidlige postmenopause, altså de cirka 4–6 år efter menopausen, er de værste symptomer.

Overgangsalderen slutter aldrig. Man siger, at den sene postmenopause i princippet varer resten af livet. Men det skal du ikke lade dig slå ud af. Det giver bare rigtig god mening, fordi der er nogle symptomer, som knytter sig til faldet i de reproduktive hormoner, som derfor varer ved.

Så det er rigtig smart at se postmenopausen som de nye præmisser, din krop fungerer under. Derfor er det også helt forkert at sige, at efter overgangsalderen vender du tilbage til dit gamle jeg. Det gør du ikke, hverken fysisk eller mentalt. Men igen – det er ikke en dårlig ting. Slet ikke mentalt. For selvom du rent fysisk vil have en krop, der har mindre muskelmasse, skrøbeligere knogler og kan være mere udsat for f.eks. hjertekarsygdomme, så rapporterer mange kvinder, at de føler sig mentalt stærkere og klarere end nogensinde før. De har fået et andet blik på livet og udfordringer, og dertil er mange også nået til et sted, hvor der ikke længere er så mange stressorer i livet.

Som du før har hørt mig tale om, så er problemet med overgangsalderen, at den falder i en periode af livet, hvor der er fuld smæk på karrieren, store børn og forældre, der hver især har brug for noget af dig + hjem og måske partner, der ikke altid forstår, hvad det er, der sker i dig. I postmenopausen er der kommet ro på mange af de ting.

Du vil, særligt i den sene postmenopause, opleve, at din appetit falder, fordi din forbrænding falder. Medmindre du har skævvredne sult- og mæthedssignaler eller spiser på følelser, så er det, at vægten fortsat løber løbsk. Det er utrolig vigtigt at få disse ting adresseret, og det handler om både at spise rigtigt, så du giver kroppen, hvad den har brug for af byggesten, energi, vitaminer og mineraler, men det handler i høj grad om nogle psykologiske kodninger, der skal brydes.



Det kan du læse meget mere om i min bog "Vægttab i overgangsalderen" - eller her 198: Hvad er spisning på følelser? Og er det et problem?
 


Men lad os antage, at du er eller har været klient hos mig, så har du ikke længere de problemer, og så er det, du skal huske rent ernæringsmæssigt at:

  1. Få nok protein – bælgfrugter, linser, kød, æg, mejeriprodukter. Jeg anbefaler sjældent proteindrikke eller tilskud, men i postmenopausen kan det være en god idé.
  2. Få nok sunde fedtsyrer – spis nødder, fede frugter, fede fisk.
  3. Spis grøntsager, men din tarmflora kan være ændret, så et tilskud med probiotika eller at få lidt kefir hver dag kan gøre underværker for den postmenopausale fordøjelse.

Styrketræning er virkelig godt for kroppen, på samme måde som det er at få pulsen op.

Et vægttab i postmenopausen går som regel lidt langsommere, men det er bestemt muligt, og jeg oplever, at mange af mine klienter i den alder har et helt andet drive, som virkelig kan komme til deres fordel – særligt når det kommer til det varige vægttab.

 

For lad mig lige slå en sidste myte ud: Bare fordi du er over 62, betyder det ikke, at du ikke længere har et ønske om at fremstå så fysisk og æstetisk skarpt som muligt. Det er en myte, at man bliver for gammel til at tænke på den slags. Bevares, der kan være nogle kvinder, der kommer til den konklusion, men det kan ligesåvel ske, når de er 40, som når de er 60 eller 70.