304: Så kan jeg lære det! (Fejl jeg har begået gennem tiden som du kan få gavn af i dag)

Du overvurderer sikkert de ændringer, du skal lave, for at nå dit mål.
Men omvendt undervurderer du sikkert tiden, det tager!

Først lyder det måske dødssygt, men efter det lige er landet, er det faktisk ret godt. For det betyder, at du langt hen ad vejen kan fortsætte som hidtil, men kun lave små ændringer.

Ingen forkromede kostplaner, ingen dobbelt madplanlægning, fordi mor skal spise noget særligt - ingen absurd kalorietælling.

Og da jeg sådan lige tænkte det igennem, kan jeg godt se, at det handler meget om, at jeg har overvurderet eller undervurderet eller decideret taget fejl.

Jeg undervurderede overgangsalderens betydning for vægttab.

Jeg undervurderede tidligere, hvor meget overgangsalderen kan ændre forudsætningerne for et vægttab. Jeg troede, at fordi jeg havde den faglige fundering, så vidste jeg det. Men der blev jeg klogere, da jeg selv bragede tidligt ind i overgangsalderen.

Jeg overvurderede træning.

Til gengæld overvurderede jeg fuldstændig træning som vægttabsredskab. Bemærk, at jeg ikke siger sundhedsredskab, men vægttabsredskab.

Så du ved det måske ikke, men i starten af min karriere inden for vægttab, der beroede jeg primært på personlig træning. Jeg havde på det tidspunkt primært klienter til fysisk fremmøde i det gym, hvor jeg lejede mig ind. Selvom jeg havde kliniklokaler, foregik de fleste af interaktionerne i træningscenteret.

Fordi jeg var sikker på, at kunne jeg bare få mine klienter til at bevæge sig og være glade for deres træning og træne ordentligt, altså god styrketræning, så skulle det nok gøre op for en del af de dårlige kostvaner. Hvor ignorant var det lige af mig?

Jeg kan huske, at jeg sommetider undrede mig gevaldigt over, hvorfor nogle af mine klienter ikke tabte sig mere, end de gjorde fra gang til gang. Men det var jo, fordi selvom deres kost, altså hovedmåltiderne, var sund, så røg der ekstra ting ind hist og pist, et par mandler der, en skyrdessert her, en ekstra latte der. Ikke meget, ikke voldsomt, men nok. Præcis det, som jeg jo selv havde oplevet.

Nå, men det gik jo så også op for mig, at det var kosten, og det leder mig til det næste.

Jeg undervurderede vanens magt.

Hvis jeg bare fortæller dem, hvad og hvor meget de skal spise ... Så må de da også gøre det! Nej, nej og atter nej. Uanset hvor nøje beregnet, "skræddersyet" eller "individualiseret" en kostplan man får, så mister den effekten efter noget tid. Altså effekten til at overholde den. I starten kan den være ganske motiverende, men efter noget tid ... Not so much.

Og det skyldes, at en kostplan indirekte frarøver os vores autonomi, og det vil de færreste voksne mennesker være med til. Særligt ikke dem, der har sådan nogle lidt "rebelske træk". De er generelt enormt dårlige til at overholde en kostplan, og faktisk kan det være, at de aldrig rigtig kommer i gang, selvom de måske har betalt for det.

Men rebelsk eller ej, så hjælper det ikke noget at bero et vægttab på blot at vide, hvad man skal spise eller ikke spise - og de fleste kender det jo udmærket godt. Særligt i forhold til det, man skal holde igen med.

Man sidder der og har spist nogle lækre lakridsristede mandler, drukket et glas vin eller spist et stykke chokolade. Men det smager af mere! Så er det, at det nemt kan ske, at man, på trods af at man ved bedre, alligevel spiser eller drikker lidt mere. Så viden er ikke nok, der skal også vaneændring til - særligt hvis det skal holde.

Jeg misforstod spisning på følelser.

Og så skal følelsesmæssig spisning også afhjælpes eller afmonteres, som jeg kalder det. Og netop her er en læring mere, og den går endnu længere tilbage, fra mit eget vægttab. Det omhandler spisning på følelser.

For jeg troede nemlig, at spisning på følelser handlede om, at folk spiste på følelser, hvis de havde haft et traumatiseret liv eller var inde i en svær periode af deres liv. Jeg havde sådan en utrolig fordomsfuld tanke om, at det var folk, der var i en offerrolle. Altså at livet skulle være svært, og så spiste man på det.

Men der blev jeg klogere. For det første fordi jeg fandt ud af, at jeg selv gjorde det, altså spiste på følelser, men jeg var på ingen måde i en offerrolle eller et svært sted i livet. Der var gang i mig, så jeg spiste på nogle andre følelser - jeg kaldte det bare hyggespisning eller "i dag kan jeg godt lige tillade mig at spise ..." eller "nu trænger jeg også til at slappe af"-spisning.

Total spisning på følelser, men jeg så ikke mig selv som "sådan en", fordi jeg havde en fejlforståelse af, hvad det var.

I dag, hvor jeg jo har taget efteruddannelse inden for dette emne, afmonteret min egen følelsesmæssige spisning mv., så er det ekstremt tydeligt for mig, hvad jeg lavede, men sådan er det nok altid, når man ser i bakspejlet.

Jeg lærte, at vi i vores verden ikke kan spise intuitivt.

På et tidspunkt tog jeg en række kurser om mindful spisning og intuitiv spisning, alt sammen redskaber og tilgange, som lyder rigtig godt på papiret. Også fordi der egentlig er meget forskning bag. Så med mine certificeringer i "baglommen" skulle jeg nu ud og lære alle kvinder at mærke efter og spise intuitivt og mindful.

Og det virkede selvfølgelig ikke en dyt, fordi de kvinder, jeg hjælper, ikke er et sted i livet, hvor der er tid, ro eller hormoner til den slags. De har alt for meget at se til, og derudover lever vi jo i en verden, hvor vi konstant bombarderes med reklamer, spisesignaler og lyst.

Fabrikanterne bliver bedre og bedre til at friste og lokke, og smider du så en familie oveni, der selvfølgelig også skal tages hensyn til, sociale arrangementer, et travlt liv og en overgangsalder, så har du cocktailen på ikke at lykkes med mindful spisning.

Så det droppede jeg selvfølgelig igen. Bevares, jeg har da lært nogle fine ting, men det er ikke langtidsholdbart.

I stedet handler det i dag om at få en god struktur ind i kvindens kost, hjælpe med portionssammensætning og vigtigst af alt arbejde med at ændre vaner og afmontere følelsesmæssig spisning, alt sammen med det helt store hensyn: OVERGANGSALDEREN.

For der er rigtig mange individuelle hensyn og forbehold. Alene det, hvor kvinden er henne i overgangsalderen. Om hun er i perimenopausen, menopausen eller postmenopausen, har stor betydning for, hvordan vægttabet skal gribes an.

Nogle har mange symptomer, andre ingen. Nogle oplever en kraftig fedtøgning på maven, andre ikke - men langt de fleste vil gerne have hjælp til at få den fjernet mest muligt. Så det gør jeg selvfølgelig.

Det var 5 af de utrolig mange ting, jeg har lært og ændret gennem mine 14 år som selvstændig vægttabsrådgiver for kvinder i og omkring overgangsalderen.