294: Sommerspecial: Jeg stak en finger i halsen - og det hjalp.

Jeg stak fingrene i halsen - og det hjalp.

I dag, kære læser, tager jeg dig med ind et meget skamfuldt sted, og det gør jeg, fordi jeg ved, at omkring ⅓ af de kvinder, der læser med, sidder med en skam over, at de til stadighed kan finde på at gøre det, jeg i en periode gjorde: stak fingeren i halsen og kastede op, når jeg havde spist noget, jeg fortrød.

For mange, mange år siden var jeg en dag sammen med en god veninde. Hun var den veninde, der var eftertragtet, flot, sød og ikke mindst slank på den rigtige måde. Du ved, der hvor der er former, men de rigtige steder - ikke ligesom mig, der på det tidspunkt hverken var slank, men også bygget helt anderledes. Meget mere lige op og ned og med brede skuldre.

Vi skulle en tur til hovedstaden, og halvvejs på turen kørte vi ind i en lille by, hvor vi fik den største isdessert, der overhovedet kunne fås - og den var gigantisk. Jeg kan ikke huske, hvorfor det lige skulle være sådan to absurd store isdesserter, men det skulle det åbenbart. Som altid i hendes selskab tænkte jeg: Hvis hun kan tillade sig det, kan jeg også, så jeg spiste det hele med velbehag - jeg kunne og kan i dag indtage absurd store mængder mad. Jeg tror, det ligger til familien. Helt mættede og grinende satte vi os ind i bilen og kørte videre. Hun var chauffør, og cirka 10 minutter senere holdt hun ind på en rasteplads. Jeg undrede mig. Hvorfor? Vi havde jo lige tisset af der, hvor vi kom fra. Skulle hun virkelig allerede tisse igen?

Min veninde tog en elastik i håret, steg ud af bilen, gik hen bag et træ med nogle vådservietter og en flaske vand. Jeg ved i dag ikke hvorfor, men jeg fulgte efter hende et minuts tid senere, og da jeg kom hen, så jeg kunne se hende, lå der en pøl af isbræk foran hende, og hun stod med fingeren i halsen. Hun kiggede op og sagde: "Giv mig lige 5 minutter, så kører vi videre."

WHAT!? Havde jeg lige set det, jeg troede? Stod min veninde og kastede den store isdessert op, hun lige havde spist … med vilje?

Jeg havde dengang aldrig selv tænkt tanken og havde sådan en forestilling om, at når man kaster op efter at have spist, så har man en meget alvorlig spiseforstyrrelse, og man er ultratynd, usund og ligner en af dem fra de skrækkelige dokumentarer på tv (husk, at det her var før sociale medier mv.).

Men ikke min veninde.

Jeg satte mig ind i bilen, og kort tid efter kom min veninde. Hun dumpede nogle brugte vådservietter i skraldespanden, satte sig ind og kørte videre, som ingenting var hændt.

Jeg spurgte hende ligeud: "Stak du lige en finger i halsen og brækkede isen op?"

Se, det gode ved min veninde er, at hun oftest bare siger tingene ligeud, og det var ingen undtagelse.

"Ja, det gjorde jeg, ellers ville jeg da aldrig kunne være i mit tøj. Jeg fortrød, efter vi havde spist isen, og så er der kun én ting at gøre: kaste op. Har du aldrig gjort det?"

Nej, måtte jeg jo konstatere. Jeg hader at kaste op. Jeg er helst fri.

"Man vænner sig til det. Og det er jo ikke hver dag, det sker. Måske en gang om ugen eller hver fjortende dag."

Resten af turen tænkte jeg meget over det, jeg havde overværet, og det, hun havde sagt. Havde det været hvilken som helst af mine andre veninder, havde samtalen forløbet anderledes, men lige præcis hende her er så tilpas ufiltreret og ikke bange, at hun bare siger tingene.

Noget tid efter, jeg kan ikke huske hvor lang tid, for det ligger mange år tilbage, havde jeg en dag spist en kæmpe pose slik. Jeg havde haft en kontrovers med min kæreste og var frustreret og ked af det. Bekymret. Jeg anede ikke, at det var det, der skete, men jeg tømte posen som en reaktionsspisning - altså spisning på følelser. Bagefter havde jeg det skidt. Jeg var stadigvæk ked af det over det med min kæreste, jeg havde let ondt i maven og fortrød, at jeg havde spist det slik, for jeg ville jo gerne tabe mig.

Måske skal jeg prøve at gøre som min veninde. Jeg havde en lang indre dialog og endte med at gå ud på toilettet og erfarede, at det var overraskende let at få det op igen. Meget ubehageligt, men let. Og bagefter, da jeg havde skyllet munden og børstet tænder, føltes det befriende. Let. Slet ikke som jeg havde forestillet mig. Og tanken kom også: På den måde kan jeg spise, hvad jeg vil, uden det sætter sig.

Det var startskuddet til en periode, hvor jeg af og til gik på toilettet. Jeg lærte små tricks og, hvad der var godt at spise og dermed let at få op igen. Det blev en rutine i en periode. Det kom aldrig dertil, hvor jeg udviklede en spiseforstyrrelse. Så der er jo forskellige kriterier, der skal være opfyldt, og det ville jeg ikke have gjort. Men det var helt sikkert et skråplan. Men da jeg jo netop har fået styr på de uhensigtsmæssige spisemønstre, der gjorde, at jeg fik spist for meget eller noget, jeg fortrød, er jeg ikke i risiko.

Men som jeg sagde indledningsvist, så har jeg en del klienter, der kan mærke, at de befinder sig på eller er i risiko for at komme ud på det skråplan, og der skal være et opmærksomhedspunkt i et forløb, ligesom så meget andet. Også fordi, at hvis kvinden har det med at overspise, altså få spist for meget eller spise noget, hun efterfølgende fortryder, så spænder det ikke alene ben for vægttabet, men det er også den samme bulimiske adfærd, bare uden den kompensatoriske opkastning bagefter. Så en del af mønsteret er det samme.