347: Jeg forværrede hendes symptomer fra overgangsalderen og ødelagde hendes forhold til mad og spisning.

Vi skal 11 år tilbage i tiden. På det tidspunkt havde jeg tabt mig, jeg havde sluppet min overspisning og havde på det tidspunkt været cirka to år i gang med at hjælpe kvinder med at tabe sig. Jeg havde studeret Idræt og Sundhed på SDU, og jeg følte, jeg havde ret godt styr på, hvordan man taber sig. Jeg følte mig nærmest overlegen. Jeg vidste præcis, hvad man skulle spise, og hvad man skulle gøre for at gå ned i vægt – man skulle spise rigtigt, og man skulle træne. Og jeg var supergod til at få folk til at gøre det.

På det tidspunkt arbejdede jeg som vægttabsrådgiver som en sidebeskæftigelse ved siden af mit fuldtidsarbejde, for jeg var stadigvæk ved at bygge virksomheden op. Jeg havde lejet mig ind i et gym på Vesterbro i København.

Jeg får så en ny klient ind, Maria, på 47 år. Hun har to større teenagebørn og en selvstændig mand. Hun vejer omkring 15 kilo for meget i hendes egne øjne, og dem vil hun gerne have hjælp til at komme af med.

Første session bliver hun målt og vejet – og her kan jeg starte med at afsløre første helt ualmindeligt uvidende tilgang fra min side. Jeg spurgte hende ikke inden, jeg havde blot informeret hende om, at som en del af opstarten skulle hun måles og vejes.
Nu ved jeg, at for lige præcis Maria var det intet problem, men hvor vildt er det lige bare at antage, at et menneske ønsker at blive vejet. Og ikke kun vejet – også målt med centimetermål og fedttang. Kan du huske fedttangen? Wauw. Den brugte jeg de første par år. Det er sådan en tang, man klemmer sammen om fedtpuderne – altså dellerne – og så får man nogle værdier, hvorudfra man kan estimere fedtprocenten.
For at kunne måle med centimetermål og fedttang skal man altså stå ualmindeligt tæt på hinanden. Og man gjorde det bare.

I dag har vi særlige vægte og alt muligt andet, og jeg antager aldrig, at en kvinde vil vejes – også fordi fokus er på vanerne, spisemønstrene og madstressen – vægten følger jo automatisk efter.

Efter måling taler vi om eventuelle skavanker, fødevareallergier m.v., for det skal der jo tages hensyn til i hendes plan. Maria siger så: “Jeg er ret sikker på, at jeg er i overgangsalderen – har det nogen betydning for, hvordan du griber dit vægttab an?” og nærmest uden at blinke svarer jeg: “Nej, overhovedet ikke. Et vægttab er det samme, uanset om du er 25, 47 eller 55 – det er de samme mekanismer, der ligger bag. Det kan godt være, at det er lidt sværere, men det skal vi nok finde ud af. Du skal bare spise og gøre, som jeg siger.”
Endnu en fejl fra min side – for det første er vægttab i overgangsalderen jo ikke det samme, og for det andet: Hvor vildt er det lige at sige: “Du skal bare gøre, som jeg siger”?

Dernæst spørger jeg – og det er næsten flovt at indrømme – “Hvordan ved du, at du er i overgangsalderen?” Hun svarer – og du skal lige huske, at det her er mere end ti år tilbage, vi havde på ingen måde almindelig viden om overgangsalderen som i dag – “Jamen, jeg kan mærke, at jeg har nogle symptomer. Jeg har blandt andet fået sværere ved at sove, og så har jeg det lidt varmere, end jeg burde en gang imellem. Min mand siger desuden, at jeg er blevet mere skør.”

Så spørger jeg: “Bløder du stadigvæk?” Og hun svarer ja. “Nå, men så er du ikke i overgangsalderen. Det der med, at du ikke kan sove, er nok bare fordi, du overtænker, og vi har det allesammen lidt varmt engang imellem.”

Altså, hvis jeg kunne gå tilbage til mit tidligere jeg, ville jeg virkelig give hende en opsang. Allerede indenfor første time med Maria havde jeg begået 3 kæmpe brølere.

Nå, jeg udarbejder en kostplan til Maria på omkring 1500 kalorier om dagen – den består af masser af grønt, kød og fedt – nærmest ingen kulhydrater eller stivelse. Det er en kostplan, der er af samme slags som dem, jeg lavede til alle mine klienter. Ikke den samme, men lignende. Altså uanset om du var 22 eller 52, var mine kostplaner ens. Hvor skørt er det lige? Ingen hensyn til alder, omstændigheder – og slet ikke overgangsalder.

Og “problemet” i anførselstegn var jo, at de virkede – i hvert fald den første tid.

Det gjorde det også for Maria. Hun tabte sig flot i begyndelsen. (At tabe sig flot er i øvrigt også helt skørt at sige, men du ved, hvad jeg mener). Selvfølgelig holdt det ikke ved, for det gør kostplaner jo ikke.

Men inden jeg fortsætter med den del, vil jeg lige uddybe endnu en kæmpe fejl, jeg begik med Maria. For hun skulle også træne – det var jo mine redskaber dengang: kostplan, træning og samtaler. Træning var slet ikke et spørgsmål. Det var en selvfølgelighed. Så vi gik ind i træningslokalet. Maria var en stærk kvinde af bygning, og hun var vant til at være hverdagsaktiv, men hun havde ingen rigtig erfaring med styrketræning. Og hvad gjorde ignorante jeg? Jeg udarbejdede et begyndertræningsprogram og viste hende hvordan. Det skulle hun lave på egen hånd, og så kom hun hos mig en gang imellem og fik en træning, hvor jeg instruerede hende, og hun fik en anden slags træning. Eller fik justeret hendes program.
Det er en helt afsindig uholdbar og sjældent en tilgang, der får folk til at blive træningspersoner. Tværtimod gør det dem bare afhængige af, at man skal komme hos en træner – i det her tilfælde mig – og det fodrer helt ind i overbevisningen: Jeg får ikke trænet på egen hånd. Det er lidt ligesom kostplanen – det virker, indtil det ikke gør.

Bonusskør ting, jeg gjorde, var, at jeg til hendes første træning startede hende op med prowleren. Det er sådan en tung slæde, man kan skubbe og trække henover en turf – altså en slags bane. Dertil skulle hun dødløfte og lave nogle maveøvelser, så vidt jeg lige kan huske.

Og så var Maria i gang. De næste par gange vi mødtes, gik det fint. Hun tabte sig og var glad, men så begyndte det at gå trægt – selvfølgelig kan jeg sige det i dag med min viden.
Vægten stagnerede – jeg ændrede kostplanen, vi ændrede træningen – jeg tror sågar, at vi skruede op for træningen.
Og jeg kunne ikke forstå det. Der var en del kilo at tage af stadigvæk, Maria gjorde som jeg sagde – sådan næsten da – og vægten stod bare bomstille. Hun fortalte også, at hendes symptomer blev værre, og jeg følte, at hun løj. Det er så frygteligt at sige i dag, men jeg havde det sådan lidt: “Det kan jo ikke passe, at du ikke taber dig, hvis du gør sådan her.”

Til sidst satte jeg hende på en ekstrem diæt, der bestod af kål, hytteost og skyr – og så en smule nødder og lidt brød. En dåse tun eller makrel.
Ingen frugt, nærmest ingen kulhydrater eller stivelse. En rædselsfuld diæt. Det skal måske lige siges, at jeg året forinden havde deltaget i en konkurrence i det, der hedder bodyfitness, og det var stort set min egen plan – altså den jeg havde brugt til mig selv – hun kom på.

Så rykkede vægten igen. Men set i dag var det ekstremt usundt og uhensigtsmæssigt. Havde jeg vidst, hvad jeg ved i dag, begyndte Maria at udvikle et forstyrret forhold til mad og spisning. Hun blev mere og mere rigid i, hvad hun måtte og ikke måtte spise. Blev nærmest overbesat af maden. Hun tabte sig, og det var hun glad for, men alle sundhedslamper larmede – jeg så det bare ikke. Hendes symptomer forværredes også, men det værste var det psykologiske aspekt. Hun følte, at hun havde helt styr på det. Det havde hun også, men der sker jo det, at det udvikler sig i en madstressende og besat tilgang, hvor det bliver altafgørende, at den rigtige mad spises. Hun begyndte sågar selv at have mad med til visse arrangementer.

Maria var glad for, at hun tabte sig. Jeg var glad, fordi min klient nåede sine mål. Hendes mand var glad på hendes vegne, men syntes også, det var lidt for meget, og hendes store datter begyndte at kopiere hendes adfærd.

MEN så stagnerede vægten igen. Marias overgangsaldersymptomer forværredes, hun begyndte at have opgivende tanker: “Hvorfor gøre så meget, når det alligevel ikke hjælper,” og så havde hun udviklet madstress. Alt for mange tanker om mad og spisning – og jeg anede ikke, hvordan jeg ægte skulle håndtere dem. Altså vi talte om dem, og jeg prøvede at hjælpe hende med at slippe, men jeg havde jo ingen ordentlig forstand på det. Jeg havde jo hverken den uddannelse, erfaring eller indsigt, jeg har i dag – hverken i overgangsalderen eller madstress og overspisning.

Maria var frustreret, og min værktøjskasse var tom. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg troede:

• At når jeg bare fortalte folk, hvad de skulle gøre, så gjorde de det også.
• At et vægttab er et vægttab, uanset hvor gammel eller ung du er – om overgangsalderen er i spil eller ej.
• At man kan skrue på kosten eller træningen, og det er det.

Det endte med, at Maria stoppede, og i første omgang fortsatte jeg mit virke, men hun spøgte i baggrunden.

Cirka et år efter hun stoppede første gang, søgte jeg ind på Roehampton University i London – jeg ville have en større, konkret, faglig robust viden om og ekspertise i kvinders sundhed. Jeg havde tre år efter min Master of Public Health, hvor jeg havde specialiseret mig i kvinders sundhed. Jeg tog et hav af certificeringer i adfærdspsykologi, vaneændringer m.v. – både indenlands og udenlands. Jeg ville have værktøjskassen fyldt helt op. Og så fik jeg erfaring. Jeg besluttede mig for kun at arbejde med kvinder – og kun kvinder i og omkring overgangsalderen – for præcis som en øjenlæge er ekspert i øjne og en hjernekirurg er ekspert i det, så ville jeg være ekspert i denne henseende. Jeg ville ikke være, hvad der svarer til en praktiserende, der både arbejder med mænd, kvinder, unge og gamle – for så kan du meget bredt om mange, men aldrig til bunds. Det vil jeg, og det er jeg. I dag – mere end et årti senere.

Senere fandt jeg ud af, at Maria havde taget stort set det hele på igen. Hun var meget madstresset, og 5 år senere inviterede jeg hende til et nyt forløb. På min regning. Og den glædelige nyhed er, at Maria tabte sig, og hun slap madstressen og er i dag en glad, sund kvinde – der både har fundet en glæde ved bevægelse (ikke styrketræning) og holder hendes vægt. Hendes tal er bedre end dengang, og hun er nu i postmenopausen.

Vil du lære mere om hvordan du bedst muligt griber et vægttab an midt i livet, så skynd dig at gå ind på min hjemmeside www.gitteboesen.nu/midt og tilmeld dig mit gratis online vægttab arrangement der afholdes disse uger.



Eller gå ind og bestil min bog Vægttab i overgangsalderen der udkommer