KONTAKT

296: Symptomer i overgangsalderen: hormoner eller livsstil?

hormoner livstil overgangsalder podcast Jul 30, 2026
hormoner eller livsstil?

Hvorfor oplever nogle kvinder symptomer i overgangsalderen - mens andre går fri?

 

Symptomer i overgangsalderen kan virkelig bringe sindene i kog.

Forleden så jeg en heftig debat på et socialt medie, hvor den ene side argumenterede for, at man kan påvirke symptomer i overgangsalderen gennem kost og livsstil, og at hormoner er ligegyldige. Mens den anden side stod fast på, at det kun er hormoner og hormonbehandling, der kan have en effekt.

Og da det jo netop er mit speciale, følte jeg mig nødsaget til at deltage i debatten.

Debatten endte desværre helt i hat og briller, og admin valgte at slette opslaget. Men det skal ikke forhindre mig i at dele den vigtige viden og de interessante vinkler, der kom ud af det.

For så raser debatten igen: Hvorfor oplever nogle af os symptomer i overgangsalderen, mens andre går fri? Hvorfor er der så stor forskel? Og hvorfor kommer de?

 

Når det kommer til symptomer i overgangsalderen, skal vi ultrakort lige forstå, at overgangsalderen er den periode i en kvindes liv, hvor hun går fra at kunne reproducere sig (teoretisk set) til ikke længere at have denne evne. Med det følger en række hormonelle og dermed fysiologiske og psykologiske forandringer, som nogle kvinder mærker meget til, mens andre går fri. Førhen troede man, at det i høj grad handlede om genetik. I dag har man et væsentligt mere nuanceret blik på det.

Symptomerne opstår i takt med, at kroppen og kroppens celler, væv og organer ikke længere får den samme hormonelle stimulering. Samtidig finder der reelle fysiologiske forandringer sted.

Nogle symptomer kan man i dag sige i høj grad handler om hormoner. Andre kan man faktisk slet ikke med sikkerhed sige handler om hormoner, men de tilføjes alligevel listen over symptomer i overgangsalderen, fordi det er kvinder i denne aldersgruppe, der rammes af generne.

Men inden jeg giver et par eksempler, er det vigtigt at understrege, at uanset hvilket symptom der gør sig gældende, så er alle symptomer altid - uden undtagelse - multifaktorielt betingede. Og det gælder også symptomer på alt muligt andet her i livet. Multifaktorielt betinget betyder, at der er mange ting, der spiller ind på, hvordan man oplever symptomerne.

 

Så i forhold til overgangsalderen er hedestigninger - eller hedeture - et symptom, mange forbinder med overgangsalderen, og det er et af de symptomer, man ved har en sammenhæng med hormonerne. Men langt de fleste kvinder, der har hedestigninger, oplever også, at hvis de drikker alkohol en aften, særligt rødvin, så forværres de. Nogle oplever, at det samme sker, hvis de spiser et meget sukkerrigt måltid, f.eks. en omgang vafler med is eller chokolade. Det er altså et tydeligt eksempel på, hvordan hedestigninger er multifaktorielt betingede - de kan påvirkes af flere faktorer.

Mange kvinder oplever, at det har en positiv effekt på hedestigningerne at få hormonbehandling, og det er dokumenteret. Det samme gør sig gældende, når man sætter ind med kosten.

 

 

Et andet eksempel er ledsmerter. Det er et symptom, mange oplever, som både forværres med alder, overgangsalder, vægt og livsstil, herunder motion. Men ved dette symptom er stress også en væsentlig faktor. Vidste du, at kvinder, der har mere stress, oplever flere ledsmerter? Det giver jo rigtig god mening, men det er noget, de færreste tænker over.

Og så er der det, jeg beskæftiger mig med: vægttab og fedtfordeling - altså generel sundhed i overgangsalderen. Her er begge dele i den grad på spil. Og selvom overgangsalderen forårsager forandringerne, så har hormonbehandling ingen hjælpsom effekt på vægttabet. Så selvom vægtøgningen og den ændrede fedtfordeling til primært maveområdet kommer med overgangsalderen, så sker der også ofte det, at når en kvinde begynder i hormonbehandling, som ellers afhjælper andre "symptomer" ("", fordi fedt ikke er et rigtigt symptom), så tager hun på - typisk omkring 2 kilo - som sjældent forsvinder igen, selvom nogle oplever det. Igen et eksempel på, hvordan man ikke kan sige, at det kun handler om hormoner.

 

I et forløb hos mig bremser vi først og fremmest vægtøgningen og reducerer fedtmængden. Langt de fleste oplever tilmed en mærkbar reduktion af mængden af mavefedt. Hvorfor? Jamen, det er ikke på grund af hormonbehandling, for det kan jeg ikke give. Og det er heller ikke motionsdelen, for den har jeg ikke primært fokus på. Men derimod kosten og livsstilen. Altså hvad der indtages - og ikke indtages.

Men hvor meget er så hvad?

Det kunne være rigtig smart, hvis vi kunne sige, at det var 50 % hormoner og 50 % livsstil. Sådan er det desværre ikke. Mennesket - og særligt kvinden - er langt mere komplekst end det.

Det handler både om, hvilke symptomer hun oplever, hvordan hendes livsstil i øvrigt er, hendes hormoner, men også hendes øvrige liv. Er hun presset med job? Har hun lav selvfølelse? Er hun fysisk aktiv? Hvordan er hendes søvn? Og ikke mindst: Hvilke overbevisninger har hun om sig selv og om overgangsalderen?

 

Jeg er selv en af dem, der er middel til hårdt ramt af visse symptomer, og det er anstrengende, for nu bare at sige det, som det er. Men jeg fører en relativt hensigtsmæssig livsstil, hvilket gør, at jeg formentlig - for jeg ved det jo ikke - afværger en del. Altså ville jeg nok være virkelig hårdt plaget, hvis ikke.

Omvendt har jeg klienter, som også har en hensigtsmæssig livsstil, men som er slemt ramt. Og jeg kender til kvinder, der lever decideret usundt og ikke følger rådene, men som har det ganske fint.

Jeg har selv en tid igen hos min gynækolog efter sommerferien, og uanset hvad vil jeg fortsætte den hensigtsmæssige livsstil og beholde den kostomlægning, jeg gennemgik i forbindelse med overgangsalderen. Både fordi jeg ikke skal risikere at gøre noget værre, men også fordi det uanset er sundt og hensigtsmæssigt. Særligt for mit ældre jeg, som vil takke mig for, at jeg ikke kun gik med hormonbehandlingen, men også satte ind over for det andet.

 

Så handler det om hormonbehandling, livsstilsomlægning eller kostindsats?

Mit helt klare svar er: Begge dele.

Og som en sidste tilføjelse - for dem ser jeg mange af  er der dem, der tror, de gør det rigtige, men som faktisk mangler nogle vigtige detaljer.

 

Hvis du vil vide mere om, hvordan du også kan gå ned i vægt i overgangsalderen og lindre visse symptomer, så hent min gratis guide med 7 gode råd til vægttab i overgangsalderen her.