KONTAKT

307: Kan du stole på din kropsanalysevægt?

overvægt podcast sundhed vægt Nov 05, 2026
Kan du stole på din kropsanalysevægt?

Er du den type kvinde, der holder øje med din fedtprocent og muskelmasse på en kropsanalysevægt?

I sidste uge fortalte jeg om, hvordan jeg havde mistet muskelmasse hen over den seneste tid. Det havde jeg fundet ud af ved først og fremmest at kunne mærke det styrkemæssigt, men også se det. Blandt andet er min bagdel og biceps blevet mindre. Ikke lårene, de har tilsyneladende ikke så travlt. Men derudover har jeg også en kropsanalysevægt, som har kunnet fortælle mig præcis hvor meget.

Eller præcis er måske ikke helt det rette ord. Eller er det? For nu har jeg en af de dyre, professionelle modeller, der har kostet et tocifret tusindbeløb. Er den så bedre end de mindre, der står hos private kvinder rundt omkring i landet, måske også hjemme ved dig?

Lad os se på det.

 

Først må jeg hellere lige sige, at en kropsanalysevægt er en vægt, der fortæller dig både, hvor meget du vejer, men også giver et bud på, hvor meget fedt, muskelmasse, vand, knoglemasse mv. du har i kroppen. Nogle giver et samlet estimat, andre deler op, så man kan se, om det er overkroppen eller underkroppen, der har relativt mest, og også hvor meget fedt der er inde omkring organerne mv.

I takt med at vi er blevet mere selvorienterede, og vi generelt måler, tracker og holder meget mere øje, er kropsanalysevægte også blevet mere og mere populære, og mange bruger dem til at følge deres udvikling under et vægttab. Men mange af de kvinder, jeg arbejder med, bruger dem også til at følge deres muskelvedligehold eller opbygning, for jeg arbejder jo med kvinder i og omkring overgangsalderen, og her betyder muskelmassen en del.

 

Men hvor præcise er de vægte egentlig? Kan du stole på det, når din vægt fortæller dig, at du har tabt et kilo fedt? Eller at du har mistet to kilo muskelmasse?

Lad os forstå, hvordan sådan en vægt overhovedet fungerer.

De fleste kropsanalysevægte anvender en teknologi, der hedder bioelektrisk impedansanalyse, forkortet BIA. Det lyder måske kompliceret, men princippet er faktisk ret enkelt: Når du stiller dig op på vægten med bare fødder, sender den en meget svag elektrisk strøm op gennem kroppen via det ene ben og over til det andet ben via bækkenområdet og ned til den anden fod. Strømmen er så svag, at du ikke kan mærke den.

Det forskellige væv, strømmen så skal igennem, leder ikke lige godt.

Muskler indeholder meget vand og elektrolytter og leder derfor strøm relativt godt.

Fedtvæv indeholder derimod mindre vand og leder strøm dårligere.

Knogler leder heller ikke godt.

Vægten måler så, hvor stor elektrisk modstand strømmen møder på sin vej gennem kroppen, og kombinerer målingen med oplysninger om din højde, vægt, alder, køn og evt. aktivitetsniveau, du har tastet ind på forhånd. Den har så indkodet matematiske modeller, der beregner, hvor meget vand, fedtfri masse, muskelmasse og fedtmasse du sandsynligvis har i kroppen.

Og her kommer den første meget vigtige pointe: En kropsanalysevægt måler altså ikke din fedtmasse eller muskelmasse direkte. Den beregner dem. Den kan altså ikke se, hvor meget fedt eller hvor mange muskler du har. Den måler nogle elektriske egenskaber ved kroppen og bruger dem til at lave et estimat.

 

Det store problem med kropsanalysevægte er, at målingen i høj grad afhænger af kroppens væskeindhold. Og som du ved, hvis du følger med her, ændrer vores væskeindhold sig hele tiden - særligt i og omkring overgangsalderen, fordi væskeniveauerne er meget påvirkelige af blandt andet de hormonelle forandringer og fluktuationer, men også søvn, hedestigninger, svedtendens mv.

Forestil dig, at du stiller dig på vægten mandag morgen, og den fortæller dig, at du har 35 kilo muskelmasse. Tirsdag morgen vejer du dig igen, men nu fortæller den dig, at du kun har 34 kilo muskelmasse.

Har du så mistet et kilo muskler på et døgn? Nej, det er meget usandsynligt.

Det kan ganske enkelt skyldes, at din væskebalance har ændret sig. Hvis du er lettere dehydreret, vil den elektriske modstand typisk være højere. Vægten kan derfor komme til at beregne en lavere fedtfri masse og dermed også en lavere muskelmasse.

Det omvendte kan ske, hvis du har mere væske i kroppen.

Og der er rigtig mange ting, som jo kan påvirke væskebalancen og dermed målingen.

 

Eksempelvis:

Hvor meget du har drukket.

Hvor meget salt du har spist.

Hvor mange kulhydrater du har spist.

Om du har trænet.

Om du har svedt meget.

Hvornår du sidst har spist.

Hvor på dagen du foretager målingen.

Det betyder, at vægten kan registrere en ændring i din kropssammensætning, selvom der ikke er sket nogen reel ændring i mængden af fedt eller muskelvæv.

 

Lad os lige se nærmere på kulhydrater, for de kan få din muskelmasse til at stige på vægten.

Når du spiser kulhydrater, lagrer kroppen en del af dem som glykogen i musklerne og leveren. Glykogen binder vand, og som tommelfingerregel er et gram lagret glykogen forbundet med omkring tre gram vand, selvom forholdet varierer.

Hvis du i en periode spiser færre kulhydrater, vil dine glykogenlagre typisk blive mindre, og du vil samtidig miste noget af det vand, der er knyttet til dem. Det kan få kropsanalysevægten til at vise, at du har mistet muskelmasse. Men det betyder jo ikke nødvendigvis, at du har mistet muskelvæv. Omvendt kan vægten vise en stigning i muskelmasse, når du begynder at spise flere kulhydrater igen. Du kan altså tilsyneladende få mere muskelmasse på ganske få dage, uden at dine muskler reelt er vokset.

 

Det er i øvrigt et trick, vi brugte i mine gale bodybuilderdage. Man lavede carb-loading, hvor man spiste ingen kulhydrater og drak masser af vand i en periode, og så op til man skulle på scenen, spiste man en masse 'tørre kulhydrater', blandt andet usaltede riskiks, og så svulmede musklerne op.

Jøsses, vi gjorde mange skøre ting. Jeg er dog glad for, at jeg aldrig faldt i dopingfælden. Det er jeg faktisk ret stolt af i dag. Doping er jo meget udbredt, også blandt kvinder, og det er virkelig fristende, for det føles, som om alle tager det - særligt alle dem, der tog guld og sølv til stævnerne. Men jeg holdt mig fra det, heldigvis. Nå, men det er et sidespor.

 

Så pointen er altså, at man kan manipulere tallene på vægten, og tallene skifter blandt andet afhængigt af væske, og det er en af grundene til, at vi skal være meget forsigtige med at fortolke ændringer i muskelmassen på en kropsanalysevægt.

Men er professionelle kropsanalysevægte så bedre? Tænker du måske.

De er ofte mere avancerede, og nogle sender strøm gennem både hænder og fødder, så de kan måle forskellige dele af kroppen separat. Andre anvender flere elektriske frekvenser, hvilket giver flere oplysninger om kroppens elektriske egenskaber og væskefordeling.

Og det kan samlet set forbedre præcisionen, men princippet er stadig det samme, og apparaterne måler stadig den elektriske impedans og bruger matematiske modeller til at estimere kroppens sammensætning.

 

De måler altså heller ikke muskelmasse og fedtmasse direkte. Og selv professionelle, meget dyre vægte kan være påvirket af væskebalance, træning, måletidspunkt og andre forhold.

Derfor skal man ikke automatisk opfatte resultaterne som præcise, bare fordi målingen er foretaget på et dyrt apparat.

 

Hvad med DEXA-scanning? Det kan du få foretaget på en privatklinik, og her anvender man røntgenstråler med to forskellige energiniveauer til at estimere kroppens knoglemineralindhold, fedtmasse og fedtfri bløddelsmasse, som det hedder. DEXA er generelt en meget mere præcis metode til at vurdere kropssammensætning end almindelige kropsanalysevægte.

MEN der er en vigtig detalje: DEXA måler heller ikke selve muskelvævet direkte, og derfor kan ændringer i væskebalancen også påvirke en DEXA-måling.

Det er altså en bedre metode og meget mere præcis, men ikke helt præcis, og så koster den også mere.

Kan jeg så slet ikke bruge min kropsanalysevægt til noget? Jo da! Men man skal forstå, hvad den kan, og hvad den ikke kan.

En kropsanalysevægt kan være et redskab til at følge en udvikling over længere tid. Det er bare vigtigt, at målingerne foretages under så ensartede forhold som muligt, og at man ser på tendensen, ikke måling til måling.

 

Og hver gang:

Brug den samme vægt.

Vej dig på nogenlunde samme tidspunkt på dagen.

Gerne om morgenen efter toiletbesøg og før morgenmad.

Undgå at måle umiddelbart efter træning.

Vær opmærksom på ændringer i væskebalancen.

Og vigtigst af alt: Lad være med at konkludere noget ud fra en enkelt måling.

Selv under ensartede forhold kan der være fejl i vægtens beregninger.

 

De kvinder, der opsøger mig, vil have hjælp til vægttabet, og en del af dem går også meget op i muskler og træner derfor. Når jeg arbejder med kvinder, og de foretager målinger enten hjemme eller i det center, de går i, holder jeg øje med:

Hvordan udvikler den samlede vægt sig?

Hvad sker der med taljemålet?

Hvordan går det med styrken og præstationen? Kan de fortsat løfte de samme vægte, eller bliver de måske endda stærkere? Hurtigere?

Får de tilstrækkelig energi og protein gennem kosten?

Og hvordan har de det fysisk?

 

Disse oplysninger sammen med tallene fortæller mig, hvilken retning kvindens kropssammensætning bevæger sig, og hvad der eventuelt skal ændres, sættes ind med eller justeres.

I mine bøger Sunde vaner i overgangsalderen og Vægttab i overgangsalderen kommer jeg også ind omkring træning, og hvordan man bedst tilgår dette i forhold til type, intensitet, restitution mv. Så hvis du ikke har dem, så sørg for at få fingre i dem. Du kan lige nu gå ind på min hjemmeside gitteboesen.nu og bestille dem, så giver jeg fragten.