KONTAKT

349: Mavefedt handler om meget andet end kalorier

kalorier mavefedt overgangsalder podcast Sep 04, 2025
Mavefedt handler om meget andet end kalorier

Mavefedt i overgangsalderen

Det forbistrede mavefedt i overgangsalderen står for skud denne uge – for modsat hvad mange tror, så handler det ikke bare om kalorier og genetik. H E L D I G V I S.
Der er nemlig nogle helt konkrete faktorer, der spiller ind på mængden, du lagrer på maven frem for resten af kroppen. Jeg har taget tre med, du kan ændre med det samme.

Husk at hente min gratis guide 7 gode råd til vægttab i overgangsalderen her.

 

I dag skal det handle om det forbistrede mavefedt og hvilke faktorer, der spiller ind på mængden, så du kan begynde at ændre noget.

I takt med at du træder ind i overgangsalderen, startende med perimenopausen, der indtræffer start/midt fyrrerne, begynder de hormonelle forandringer, der slukker for dine reproduktive evner, at sætte ind. Dette medfører, at du begynder at lagre fedt anderledes, hvilket generelt betyder mere fedt på maven. For mange også mindre fedt på ballerne og lårene – medmindre de tager på, så det ikke “vandrer”. Men det er ikke den eneste årsag til, at du pludselig begynder at lagre mere fedt på maven end vanligt – og i dag skal vi se lidt på, hvad der ellers spiller ind.

Men for lige at færdiggøre den direkte hormonelle indvirken, så er det altså dette fald i østrogen, som egentlig ikke er et fald, men voldsomme udsving med et samlet fald, ændring i progesteron- og testosteronniveauer samt andre kønshormoner, der gør, at din krop ændrer form og “opførsel”. For er du i overgangsalderen, og tilhører du de 85 %, der mærker overgangsaldersymptomer i varierende grad, så ved du også, at der sker meget andet end blot en ændring i kropsform – din krop i det hele taget bliver anderledes, og for mange kan den føles uigenkendelig.

 

Men i dag er det altså mavefedtet, vi ser på, og jeg har valgt at tage tre faktorer med i dag:

Stress
Som kvinde i overgangsalderen har du en øget risiko for at være stresset – både fordi du er et sted i livet, hvor der sker rigtig meget, men også fordi østrogen er med til at “tøjle” kortisol, som er kroppens længerevarende stresshormon. Det øges i perioder med stress. Oversat betyder det, at du er et stressende sted i livet med nedsat modgift til stress – derfor kræver det enormt meget af dig ift. dine mestringsstrategier ikke at gå og være stresset.

Men grunden til, at stress er et af punkterne her i dag om mavefedt, det er, at når du er stresset og din krop er i forøget alarmberedskab, og dine kortisolniveauer er høje, så gør det både rent forbrændingsmæssigt, at du forbrænder mindre, lagrer mere og har tendens til at spise mere. Men det gør også, at du lagrer mere fedt i maveregionen, særligt det “farlige” viscerale fedt, som ophobes i bughulen omkring de indre organer som lever, tarm, nyrer og bugspytkirtel. Når de er omkranset af høje mængder fedt, påvirkes deres funktion negativt.

Visceralt fedt er metabolisk aktivt, hvilket betyder, at det udskiller hormoner og inflammatoriske stoffer og øger risikoen for alvorlige sundhedsproblemer som hjerte-kar-sygdomme, type 2-diabetes og visse former for kræft. For god ordens skyld er den anden type fedt det, der hedder subkutant fedt, og det er placeret lige under huden i lag, i fedtpuder, der er lette at mærke og se. Dette fedt fungerer som en energireserve, isolering mod kulde og beskyttelse mod stød og er generelt mindre sundhedsfarligt.

Så mængden af stress påvirker, hvor meget mavefedt du lagrer, og anvender du så en vægttabsstrategi, der faktisk er stressende, som f.eks. kalorietælling, keto eller en stram kostplan, jamen så er det netop, at du kan opleve, at du taber dig, men ikke på maven. Husk, at stress her ikke er diagnosen stress, og at stress både er psykologisk, altså dine tanker, men du kan også stresse din krop i overgangsalderen, f.eks. ved at gå og faste.

 

Kemisk mavefedt
En anden vigtig faktor for mængden af mavefedt, du lagrer i overgangsalderen, er den kemi, du indtager, og her skal du se kemi i en bred forstand. Fødevarer, der indeholder sprøjtemiddelrester, medicin og kosttilskud, der påvirker dit mikrobiom på en måde, så det fremmer østrogendominans – som er når den relative mængde af østrogen og progesteron ikke er indenfor grænseværdierne – øger din mængde relativt ift. mavefedt. Dette gælder selvfølgelig også medicintyper, du tager direkte.

Og her kan jeg tilføje, at statistisk set har kvinder, der anvender vægttabsmedicin, mere mavefedt end kvinder, der taber sig uden vægttabsmedicin – blandt andet pga. kemien, men mestendels grundet at der kommer “signalforvirring i kroppen”. Som jeg plejer at sige: Bare fordi du ikke mærker, hvad din krop har brug for, betyder det ikke, at den ikke har behovet. Anvendes vægttabsmedicin på en måde, hvor kvinden nærmest sulter sig selv, ender hun med en uønsket fedtdistribuering – tynde arme, ben og baller, men fedtrig mave.

 

Korrekt kost
For at din krop kan fungere ordentligt – herunder distribuere fedt på en så ungdommelig måde som muligt. Ja, jeg bruger ordet ungdommeligt, for det er det, du ønsker, når det gælder mavefedt.

Så før overgangsalderen kunne du fylde dig med f.eks. proteinerstatninger for at støtte muskelvækst. Du kunne spise din yndlingsmad, og så gik det hele nok. Din krop tolererer væsentligt mindre nu – også ift. at lagre mavefedt. Maskineriet kræver ordentlig næring, og det er blandt andet godt med grøntsager, kvalitetsprotein – og det er ikke pulver, piller, barer eller shakes. Heller ikke skyr.

Der er noget, der tyder på, at en kost rig på pseudoøstrogener, f.eks. soya, er rigtig fordelagtigt, og så skal du have sunde fedtsyrer – sunde fedtsyrer støtter en sund fedtfordeling.

 

Så som du kan høre, så handler et vægttab, hvor også mavefedtet bliver tilgodeset, altså om meget andet end et kalorieunderskud, og du går derfor helt galt i byen med kalorietælling, kostplaner eller fastekure – fordi de ofte påvirker dig negativt.