KONTAKT

272: Motivation i et vægttab

motivation podcast vægttab Feb 12, 2026
Motivation i et vægttab

I denne uge skal handle om motivation, for det er en af de faktorer, som ofte kommer til at spænde ben i et vægttab i form af mangel. Og det er lidt ærgerligt, for det skyldes i høj grad, at det er misforstået.

Motivation er flyvsk, utilregnelig, midlertidig og følelsesstyret. Du kan ikke regne med at være motiveret i det afgørende øjeblik.

Motivation kommer næsten altid på de forkerte tidspunkter eller efter, at du har handlet på en måde, der ikke giver dig det, du ønsker på sigt. Det er dér, hvor man har spist en portion for meget, spist chokoladen eller drukket et par glas vin, selvom man ikke skulle drikke den dag. Der kan man virkelig føle sig motiveret for at skabe en forandring og tænke: “Fra i morgen skal det være. Nu tager jeg mig sammen!”

Og måske holder du motivationen i gang de følgende dage, men højst sandsynligt forsvinder den igen.

Det er en fejl i vores forståelse, at vi skal være motiverede for at handle. Vi skal i stedet ofte handle for at blive motiverede.

Når du handler, altså gør noget, er der sandsynlighed for, at motivationen kommer til dig. Selv de mest disciplinerede mennesker oplever, at de ikke er motiverede for at gå i gang med en given opgave, for eksempel en træningssession. Men så gør de det alligevel, og efter de har påbegyndt træningen, går der sjældent længe, før de føler sig motiverede for at færdiggøre den.

Du kender det sikkert også fra dit job, når der er opgaver, du ikke har lyst til, men bare får sat i gang alligevel, fordi “det skal jo gøres”. Ikke sjældent oplever du, at opgaven ikke var så slem alligevel, efter du først kom i gang. Motivationen indfandt sig, efter du handlede.

Når du planlægger dit vægttab, så tag udgangspunkt i den dårlige dag, hvor du ikke er motiveret. Regn med, at du er træt, tung, energiforladt og måske plaget af symptomer. Det lyder måske demotiverende. Til gengæld er det realistisk og befordrende for vægttabet på den lange bane.

Der er to forskellige former for motivation: hen-imod-motivation og væk-fra-motivation. Det sidste er højst sandsynligt det, der har gjort, at du læser med nu. Du vil gerne væk fra noget, der er ubehageligt eller pinefuldt for dig: en høj vægt, ubehagelige symptomer, dårlig kondition, utilfredshed eller følelsen af at have mistet kontrollen.

Problemet med væk-fra-motivation er, at det godt nok ofte lykkes at skubbe dig væk fra noget, men kun indtil dette “noget” ikke længere er så ubehageligt.

Derfor skal du have fat i hen-imod-motivationen. Det er det, der tiltrækker dig. Det, der drager og lokker dig.

Hvis du ikke har hen-imod-motivation, vil du med stor sandsynlighed på et tidspunkt blive fanget i et motivationslimbo, hvor risikoen for tilbagefald til gamle vaner er overhængende. Mange bliver fanget i sådan et limbo, hvor de skiftevis taber sig, mister motivationen, tager på og begynder et vægttab på ny.

Der er ingen tvivl om, at det er allerbedst at være helt uafhængig af motivation og være i stand til at handle uden den. Men kan vi tænde for den positive hen-imod-motivation og være drevet, i hvert fald noget af vejen, er det virkelig hjælpsomt.

Hen-imod-motivationssætninger starter ofte med: “Jeg vil gerne …”

• passe en størrelse medium
• have energi hele dagen
• have et sundt forhold til mad
• give min krop det, den har brug for
• kunne tage trapperne uden at blive forpustet
• føle mig sund og i kontrol

I et vægttab, såvel som i alle andre forhold i livet, er det givtigt at være i stand til at handle uden at være motiveret. Altså uden at følelserne i dig nødvendigvis stemmer overens med det, du skal til at gøre.

At være tilpasningsdygtig, parat og robust over for det, du udsættes for, er en kæmpe styrke. Jeg kalder det at være emotionelt fit. Er du det, behøver du ikke motivation.

Du træner og forbedrer din emotionelle fitness ved at øve dig i ikke bare instinktivt eller automatisk at reagere på dine umiddelbare følelser, men i stedet agere relevant og med dit eget langsigtede bedste for øje.

Ligesom med konditionstræning er emotionel fitness noget, du altid kan blive bedre til. Men det er også en evne, du let kan miste, hvis du ikke holder den ved lige.

Bogen Sunde vaner i overgangsalderens mål er, foruden fedttab og færre symptomer, at gøre dig emotionelt fit. For det er en af hovednøglerne til, at de ændringer, du sætter i gang, også holder.