KONTAKT

302: Oppustet i perimenopausen? (Hvorfor og hvad gør du ved det?)

Sep 24, 2026
Oppustet i perimenopausen?

Oppustet i overgangsalderen: Hvad sker der med min mave?

I dag skal handle om oppustethed, for hvis du er i eller omkring overgangsalderen, har du måske oplevet, at din mave pludselig opfører sig anderledes, end den plejer. Måske vågner du om morgenen med en forholdsvis flad mave, men allerede i løbet af dagen begynder maven at vokse, og bukserne at stramme.

Måske føler du dig tung og udspilet efter et måltid, som du tidligere sagtens kunne spise uden problemer. Eller måske har du "bare" fået mere luft i maven, ændret afføring eller tendens til forstoppelse, uden at du egentlig synes, at du har ændret noget nævneværdigt i din kost?

Og så er det nærliggende at tænke, at det også er overgangsalderens skyld. For det kan det sagtens være, men der kan være rigtig mange årsager til oppustethed.

Så først: Hvad er oppustethed egentlig?

Oppustethed bliver ofte blandet sammen med vægtøgning og øget fedt omkring maven, men det er ikke det samme. Når du er oppustet, oplever du typisk en følelse af, at maven er fuld, spændt eller udvidet. Hos nogle kan man også rent fysisk se, at maven bliver større i løbet af dagen.

Og det kan ske relativt hurtigt. Du kan ikke tage et kilo fedt på mellem morgenmaden og aftensmaden. Men din mave kan sagtens føles markant større om aftenen end om morgenen. Det kan blandt andet skyldes luft i tarmen, indhold i mave-tarm-systemet, forstoppelse og ændringer i den måde, tarmen arbejder på.

 

Hvad har hormonerne i overgangsalderen med din tarm at gøre?

Når vi taler om overgangsalderen, taler vi ofte om østrogen og progesteron i forbindelse med hedestigninger, menstruationer, søvn og humør. Men kønshormonerne har også betydning andre steder i kroppen, blandt andet i mave-tarm-systemet.

Vi ved eksempelvis, at progesteron kan påvirke peristaltikken i mave-tarm-systemet, og at både østrogen og progesteron indgår i nogle af de mekanismer, der har betydning for tarmens følsomhed. I perimenopausen kan hormonerne svinge ganske betydeligt, og det kan give anledning til ganske voldsomme fordøjelses- og mavegener.

Det betyder selvfølgelig ikke, at enhver oppustet mave skyldes hormonelle forandringer. Men der er en biologisk plausibel sammenhæng mellem kønshormoner og mave-tarm-funktion.

 

Tjek din afføring

Jeg har sagt det før. Og selvom det ikke lyder særlig lækkert, så er noget af det første, jeg ville kigge på, din afføring.

Forstoppelse behøver nemlig ikke betyde, at du kommer meget sjældent på toilettet. Faktisk kan du godt have afføring forholdsvis regelmæssigt og samtidig opleve, at tarmen ikke bliver ordentligt tømt, at afføringen er hård, eller at du skal presse meget. Hvis tarmpassagen er langsommere, vil der ganske enkelt være mere indhold i tarmen, og det kan give både tyngde, luft og en følelse af oppustethed.

Når man oplever problemer med fordøjelsen, bliver man ofte tilrådet at spise flere fibre. Og fibre er generelt rigtig gode for fordøjelsen, men vær varsom, hvis det er det, du vælger at sætte ind med. Hvis du pludselig øger dit indtag markant og går fra relativt få fibre til store mængder rugbrød, bælgfrugter, grøntsager, frø og fuldkorn, kan resultatet i starten sagtens være endnu mere luft og oppustethed.

Derfor kan det være en fordel at øge mængden gradvist og samtidig sørge for at få tilstrækkeligt med væske. Og læg så mærke til, hvordan netop din mave reagerer.

Nogle gange bliver man også tilrådet at fjerne fødevarer, når maven driller: Først ryger brødet, så mælkeprodukterne, så bælgfrugterne, så løg, kål og broccoli.

Og pludselig står man tilbage med en meget begrænset kost og er stadig oppustet.

Nogle fødevarer giver ganske rigtigt mere gas i tarmen end andre, og nogle mennesker er mere følsomme over for bestemte kulhydrater eller fødevarer. Men det betyder ikke nødvendigvis, at fødevaren er usund, eller at du ikke kan tåle den.

Prøv at kigge på, hvordan du spiser, for oppustethed handler ikke kun om, hvad du spiser. Det handler også om, hvordan du spiser. Hvis du spiser meget hurtigt, sluger du typisk mere luft. Hvis du tygger meget tyggegummi, drikker store mængder kulsyre eller bruger mange produkter med sukkeralkoholer, kan det hos nogle give mere luft og uro i maven. Store måltider kan også give en helt anden fornemmelse end mindre måltider fordelt over dagen.

Så før du fjerner halvdelen af din kost, kan det være værd at undersøge de helt lavpraktiske ting.

Bemærk, om der er bestemte tidspunkter eller bestemte måltider, hvor oppustetheden konsekvent bliver værre.

Stress kan også sidde i maven, for tarmen og hjernen kommunikerer konstant med hinanden gennem det, vi kalder tarm-hjerne-aksen. Derfor er det ikke noget, du bilder dig ind, hvis din mave reagerer på perioder med meget stress, dårlig søvn eller uro. For nogle bliver tarmen simpelthen mere følsom. Det er også interessant i forbindelse med overgangsalderen, fordi mange samtidig oplever dårligere søvn, ændringer i humør, større stressfølsomhed eller ganske enkelt befinder sig i en livsfase med meget at se til.

Årsagen til oppustethed i overgangsalderen er derfor ofte multifaktoriel. Det kan både være de hormonelle forandringer, der spiller en rolle, samtidig med at søvn, stress, kost, afføringsmønster og andre forhold bidrager.

Hvis du oplever mere oppustethed end tidligere, ville jeg starte med at observere.

Prøv i en periode at lægge mærke til:

  • Hvornår på dagen bliver du oppustet?
  • Hvordan ser dit afføringsmønster ud?
  • Er der bestemte måltider, der konsekvent giver problemer?
  • Hvor hurtigt spiser du?
  • Hvor store er dine måltider?
  • Får du fibre regelmæssigt, eller svinger dit indtag voldsomt?
  • Får du væske nok?
  • Bevæger du dig i løbet af dagen?
  • Og hænger symptomerne sammen med perioder med dårlig søvn eller meget stress? 

 

 

Det giver dig langt mere brugbar information end bare at konkludere.

Hvis oppustetheden ledsages af eksempelvis uforklarligt vægttab, blod i afføringen, betydelige smerter eller andre nye symptomer, skal den selvfølgelig vurderes af en læge.

Overgangsalderen kan være en del af forklaringen på ændringer i fordøjelsen. Men den skal ikke blive en skraldespand, som vi smider alle symptomer ned i.

Til sidst, husk, at dette ikke er for altid. Fordøjelsesgener ifbm. overgangsalderen mindskes normalt igen, når hormonerne finder deres nye naturlige leje. Jo mere hormonelt betinget det er, jo større er sandsynligheden for dette. Derfor er det også vigtigt jævnligt at vurdere, om du stadigvæk ikke tåler en bestemt fødevare eller fødevaretype. F.eks. gluten.