305: PERIMENOPAUSEN

Rigtig mange taler om perimenopausen, men hvad er den egentlig for en størrelse? Hvornår kommer den, og hvornår slutter den? Hvad medfører den, og måske vigtigst af alt: Hvad er den ikke?

Allerede mens vi kvinder bliver skabt i vores mors mave, altså i fosterstadiet, dannes der en stor portion bittesmå, umodne æg, som ligger i follikler i vores æggestokke. Faktisk har vi allerflest allerede som fostre. Omkring syvende måned i fosterlivet er der cirka 6-7 millioner, men allerede ved fødslen er antallet faldet til omkring 1-2 millioner.

Op gennem barndommen ligger de i æggestokkene, og når vi når puberteten, begynder hormonsystemet mellem hjernen og æggestokkene for alvor at arbejde cyklisk. Hver måned frigives et æg (sommetider to) ved ægløsningen. Hvis ægget bliver befrugtet og sætter sig fast i livmoderen, kan det udvikle sig til en graviditet. Hvis det ikke gør, falder blandt andet progesteron og østrogen, og livmoderslimhinden afstødes. Det er det, vi oplever som menstruation.

Når vi så nærmer os overgangsalderen, er beholdningen efterhånden blevet meget lille. Hvornår det sker, varierer meget fra kvinde til kvinde. Den sidste menstruation, menopausen, indtræffer gennemsnitligt omkring 51-årsalderen, men forandringerne i æggestokkene og hormonerne begynder flere år tidligere.

Det er det, vi kalder perimenopausen. Peri står for omkring. Menopausen er blødningsophøret.

Når der bliver færre fungerende follikler i æggestokkene, ændres kommunikationen mellem æggestokkene og hjernen. Blandt andet falder produktionen af noget, der hedder inhibin B, og dermed forsvinder en del af den bremse, der normalt holder hormonet FSH nede.

FSH står for follikelstimulerende hormon og dannes i hypofysen i hjernen. Man kan lidt forenklet sige, at kroppen begynder at råbe højere til æggestokkene: "Kom nu, vi skal have gang i en follikel."

Derfor begynder FSH typisk at stige.

Men det betyder ikke, at østrogen bare falder stille og roligt fra dette tidspunkt. Tværtimod. Noget af det karakteristiske ved perimenopausen er netop, at hormonerne kan svinge voldsomt. Østradiol kan både være højt og lavt, FSH kan variere, ægløsningerne bliver uforudsigelige, og fordi progesteron primært produceres efter en ægløsning, bliver progesteronproduktionen også mere ustabil, når ægløsningerne bliver mere uregelmæssige.

Det er altså ikke bare en periode med "for lidt østrogen". Det er i høj grad en periode med hormonelle udsving og en gradvist svigtende funktion i æggestokkene. Og de hormonelle forandringer kan medføre en række fysiologiske påvirkninger, som nogle kvinder mærker rigtig meget til, andre mærker lidt til, og nogle næsten ikke mærker overhovedet.

Personligt har jeg størstedelen af mit voksne liv kunnet sætte mit ur efter mine menstruationer. Præcis 25 dage mellem hver gang. Bortset fra under graviditeter og inden min første graviditet. Der var det også lidt uregelmæssigt.

Men i perimenopausen, som for mit vedkommende indtraf tidligere end gennemsnittet, blev mine blødninger til at starte med uregelmæssige i mængde og længde og senere også i forhold til, hvornår de indtraf. Jeg husker, hvordan jeg troede, at jeg havde haft den sidste mens og nu var overgået til menopausen, altså fasen efter perimenopausen. Mere end 6 måneder var der gået, og så en dag ... Voldsom, voldsom blødning. Og så andre gange med bare en lille plet.

Nå, men inden det bliver alt for detaljeret, lad mig sammenfatte: Perimenopausen er kendetegnet ved uregelmæssigheder i hormonerne, men (og det er en vigtig detalje) du behøver ikke have uregelmæssige menstruationer for at være i perimenopausen. Det er bare meget typisk.

Hvad gør jeg, hvis jeg tror, jeg er i perimenopausen?

Det første, jeg ville gøre, er faktisk at begynde at holde lidt øje med, hvad der sker. Ikke sådan, at du skal overvåge din krop fra morgen til aften og registrere hvert eneste lille symptom, for det tror jeg bestemt ikke nødvendigvis, vi får det bedre af. Men læg mærke til dit menstruationsmønster og til de forandringer, der sker over tid. Er din cyklus blevet kortere eller længere? Springer du pludselig en menstruation over? Er blødningerne blevet kraftigere eller anderledes? Er der kommet hedeture eller nattesved, eller er din søvn begyndt at ændre sig? Det er ofte mønstret og udviklingen over tid, der fortæller os mere end et enkeltstående symptom.

Og så er der selvfølgelig spørgsmålet om, hvorvidt man skal gå til lægen, hvis man tror, man er kommet i perimenopausen. Ikke nødvendigvis bare fordi du er kommet dertil, for perimenopausen er en naturlig del af livet og ikke en sygdom. Men hvis du har symptomer, der påvirker din livskvalitet, synes jeg bestemt, du skal tale med din læge/gynækolog om dem eller opsøge sådan en som mig, for vi ved, at symptomer i dag er multifaktorielt betingede og derfor påvirkes og forværres eller forbedres af mange ting.

Der findes behandling og hjælp, og der er ingen grund til bare at bide tænderne sammen og vente på, at det går over.

Samtidig er det vigtigt, at vi ikke begynder at forklare alle forandringer med overgangsalderen. Der er ting, som skal undersøges. Hvis du eksempelvis får meget kraftige eller usædvanlige blødninger, blødning efter samleje eller begynder at bløde igen, efter at du har været uden menstruation i 12 måneder, skal det vurderes af en læge. Det samme gælder selvfølgelig, hvis du oplever nye eller voldsomme symptomer eller noget, der på anden måde bekymrer dig.

Skal jeg så have hormoner?

Det spørgsmål kommer næsten altid, og nej, hormonbehandling er ikke noget, alle kvinder i perimenopausen skal have efter min mening. Men det kan være en vej at gå. Hvilken behandling der så er relevant for dig, afhænger blandt andet af, hvilke symptomer du har, din alder, hvor du befinder dig i overgangsalderen, din sygehistorie, og om du eksempelvis er disponeret for visse kræfttyper. Det er derfor heller ikke noget, hvor den samme løsning nødvendigvis passer til alle kvinder, men noget, der skal vurderes individuelt sammen med lægen/gynækologen.

Og så vil jeg slutte med det vigtigste.

Perimenopausen er ikke noget, vi behøver være bange for, men den er værd at forstå. For når vi ved, hvad der faktisk sker i kroppen, bliver det også nemmere at skelne mellem det, der sandsynligvis hænger sammen med overgangsalderen, det, der måske i højere grad handler om alder og den livsfase, vi befinder os i, og det, der slet ikke skal forklares med overgangsalderen, men måske bør undersøges nærmere.

Og det er egentlig også derfor, jeg synes, vi skal være lidt varsomme med den enorme opmærksomhed, perimenopausen har fået de senere år. Opmærksomheden er grundlæggende rigtig god, fordi kvinder i mange år har manglet både viden, forståelse og ordentlig hjælp. Men bagsiden kan være, at perimenopausen bliver forklaringen på stort set alt, der sker med en kvinde efter 40.

Hvis du sover dårligt, er det perimenopausen. Hvis du tager på, er det perimenopausen. Hvis du er træt, er det perimenopausen. Hvis du har ondt i kroppen, ikke kan koncentrere dig eller er irritabel, så er det også perimenopausen.

Men sådan fungerer kroppen ikke. Nogle ting skyldes de hormonelle forandringer. Nogle ting hænger sammen med, at vi bliver ældre. Nogle ting handler om vores livsstil eller den livssituation, vi står i. Nogle symptomer kan skyldes sygdom. Og rigtig ofte er der ikke én enkelt forklaring, men flere ting, der påvirker hinanden på samme tid.

Så måske er det vigtigste spørgsmål ikke bare: "Er jeg i perimenopausen?" men i stedet: "Hvad er det konkret, der sker med mig, hvad kan forklaringen være, og er der noget, jeg kan eller bør gøre ved det?"