KONTAKT

🎧 Episode 55: December uden vægtøgning (Metoden der skaber overblik, overskud og afværger overspisning i perioder med mange fristelser)

jul mæthed overspisning podcast spisemønstre sult vaner vægttabsråd vægtøgning Dec 02, 2021

 Podcasten VÆGTVINDER findes også på din foretrukne podcast-lyttested som f.eks. I-tunes, Spotify mv. Søg blot efter 'VÆGTVINDER'.

Ja så blev det jul… eller næsten da! December er under alle omstændigheder i fulde gang og hvis du har det som de fleste andre danskere, så betyder december og jul også at der kommer lidt ekstra kilo kroppen, men sådan behøver det ikke at være.

I denne episode af podcasten VÆGTVINDER, deler jeg en suveræn metode med dig, som giver dig overblik og baner vejen for at du kan træffe nogle sunde fornuftige valg, uden at du skal gå på kompromis med de hyggelige julemiddage, de dejlige julegodter og øvrig julehygge.

Det bliver ultra-praktisk, så du kan godt finde både pen, papir og hører du til de kreative, så har du flere forskellige farver penne klar.


Og hvis du er en trofast lytter, så vi du erfare, at du har hørt en afart af metoden før og det har du fordi jeg har delt den før.
Det er en metode som jeg har udviklet gennem årene. Den er supersimpelt og meget brugbar i perioder med mange fristelser, som vi må sande at julen er. Uanset hvilke dæmpere corona og restriktionerne påbyder os i år.

Hvis du endnu ikke har fået afmonteret den følelsesmæssige overspisning - eller overspisning generelt og så skal du vide at metoden hverken indeholder afsavn, sult eller motion hvilket som du måske ved, ikke er vejen frem.(medmindre du elsker at motionere, for så skal du bare give den gas)

 

Så har du fundet papir og pen frem? Så går vi i gang

 

Først og fremmest skal du starte med at afklare med dig selv, hvad du ønsker der realistisk skal komme ud af december måned.

- Vil du tabe dig?

- Vil du holde vægten?

- Er det okay med lille vægtøgning?

eller

- Gider du slet ikke bekymre dig om vægt, men evt vente til januar?

Alle valg er helt og aldeles i orden, du bestemmer altid, men

det er vigtigt at du gør op med dig selv, hvad det er du vil.

Og at du er realistisk.

For der er ikke noget mere demotiverende end at sætte mål man ikke opnår.

Man må gerne skulle kæmpe lidt, men gør dig selv den tjeneste når du har besluttet dig, så spørg lige dig selv en ekstra gang. Er det realistisk? 

 

Og husk at vi træffer beslutninger ud fra den sindstilstand vi er i i øjeblikket. Det betyder at hvis du er mæt lige nu og du har sovet godt - altså har en overskudsdag. Så er det let at komme til at overvurdere dine evner på dage hvor du er i underskud. Dage hvor du måske er småsyg, børnene har holdt dig oppe den halve nat, manden er en ***** og chefen har givet dig en ekstraopgave (som om du ikke har nok at se til)

På dage med overskud er det let at tænke ‘jeg skal tabe mig to kilo i december’, men så er det at den realistiske side lige skal kigge frem og spørge ‘tror du nu også det’.

Dernæst skal vi have syn for sagen og nu skal vi være praktiske.

Foran mig har jeg tegnet en firkant med 7 kolonner og 6 rækker, på den øverste står ugedagene henad og så har jeg ellers december måned skitseret med et felt til hver dag..

 

Nu skal jeg så have sat alt det ind i mit skema som jeg ved der sker i december.

 

Jeg starter jeg med at plotte de store julearrangementer ind. Og med store der mener jeg de hvor der er julemiddag, evt alkohol og dessert, men i hvert fald der hvor der er et decideret måltid eller flere involveret. De dage skriver jeg med farven rød.

Det være sig selve julefrokosterne, juleaften og 1. juledag for mit vedkommende.

 

Dernæst tager jeg en anden farve, grøn, og skriver ind de steder hvor der er mindre julearrangementer. Der hvor der bliver serveret noget, men det ikke er en middag. Det kunne være juleklip i børnehaven, julestue i fritidsforeningen, hjem til faster Helle og ønske glædelig jul, juleafslutning på jobbet osv osv. Alle de mindre arrangementer hvor der bliver serveret noget mere snack-agtigt

 

Nu har jeg plottet de store arrangementer ind med mad og alkohol og de mindre julehygge arrangementer. Derudover dage hvor jeg ved at der er ekstra fristelser, som f.eks sidste arbejdsdag inden ferien og mellem jul og nytår hvor ungerne er hjemme.

 

Så er der nogle uforudsete arrangementer, men det kan vi af gode grunde ikke vide nu, da de er uforudsete.

 

Nu har vi skabt en oversigt.

Så kan jeg gå helt objektivt til værks.

Hvor meget drejer det sig om?

Er der 3 grønne (små) arrangementer og 2 store røde?

Eller er der 9 røde og 5 små?

 

For her er der en væsentlig forskel,

 

Er der overhovedet grund til bekymring?

 

Her kan du tage 80/20 reglen brug.

Er flere end 80 % af dine dage uden farve, jamen så går det nok, hvilket selvfølgelig også afhænger af dit mål, men der er som udgangspunkt ikke grund til bekymring for vægtøgning.

 

Er der som udgangspunkt brug for at du gør en indsats, så tager vi næste procedure i brug og igennem de næste spørgsmål finder vi frem til hvad det skal være.

 

Hvad gør jeg når jeg er ude?

Her er du sjældent selv i kontrol, da det er andre menneskers arrangementer du er til. Hvad gør du så?

 

1) Prioriter i arrangementerne:

Selvom du ikke ved 100% hvad der sker de forskellige steder, så har du formentlig en god idé om nogle af arrangementerne

- hvor ved du der bliver serveret noget lækkert?

og er der måske noget af det du er mere vild med end andet?

Hvor bliver der serveret noget du ikke er supervild med?

 

F.eks. så ved jeg at jeg et sted skal have gås, det bryder jeg mig ikke så meget om, så her ville jeg ende med at spise primært chips og sovs hvilket smager godt, men der kunne jeg havde spist lidt grønt hjemmefra så jeg var mættet inden og ikke ville spise uhensigtsmæssigt meget.

Til gengæld ved jeg at der kommer den bedste ris a la mande ever til det ene arrangement og jeg have flere portioner – jeg kunne sagtens bilde mig selv ind at jeg ville nøjes, men det vil jeg faktisk ikke. Og sådan skal det ikke være, vi skal ikke leve på forbud, men vi skal derimod være realistiske.

 

Er du overhovedet til gløgg og æbleskiver? Her er der også stor forskel. Er det måske mest gløggen eller æbleskiverne du kan lide? Hvis ja så aftalt med dig selv hvor meget og af hvad. F.eks. 3 æbleskiver men ingen gløgg.

 

Derudover så er der formentlig også nogle situationer du ikke kan forudsige, men der kan du have en aftale med dig selv på plads inden.

F.eks. så ville jeg aftale med mig selv, at hvis der bliver serveret marcipan siger jeg nej tak og er det brændte mandler er det et rungende 'yes please'!

 

På den måde har du på forhånd gjort dig nogle tanker, du har endda handlet på det f.eks. når jeg spiser en salat inden vi skal ud og have gås. Nu sætter du dig selv i førersædet hvilket gør at du har truffet beslutninger om hvornår du skal smovse igennem og hvornår du vil gemme kalorierne.

Det er så meget lettere at sige nej, når du har aftalt med dig selv på forhånd at marcipan bliver et nej tak. Det kræver ikke tilnærmelsesvis samme viljestyrke.

Du sætter dig selv i førersædet. Med andre ord så værdsætter du dig selv.

 

Så har vi styr på det udenfor hjemmet.

 

Dernæst skal vi hjem -indenfor de fire vægge.

Hvad kan du gøre her?

Det afhænger lidt af din personlighed.

 

1) Kan du lade fristelserne være?

Super så er der intet problem, så kan du i stedet tage det næste råd til efterretning

er det derimod et ja så tager vi også fat i det

Først spørg dig selv?

 

2) Hvorfor er de i hjemmet?

Er det for din skyld, andres? Hvem spiser dem egentlig (ofte bilder vi os selv ind at det er for andres skyld, men i virkeligheden er det os selv der spiser det?

Køber du det fordi det er på tilbud? Hvis ja så sparer du ikke penge for det koster i sig selv ikke mere, du får ekstra. Som en kollega så frækt spurgte ”kommer der så også rabat på kalorierne?” (underforstået feder det så også tilsvarende mindre)

 

3) Kan der måske ændres lidt så der er nogle ”sundere snacks” imellem, nogle snack med færre kalorier?

 

Dernæst skal vi hjælpe os selv lidt på vej.

Selvom det er hyggeligt, så kan du med fordel gemme slikket væk når det ikke skal bruges. Det eneste det gør er at friste dig. Så tag det frem der skal bruges og gør det i afgrænsede mængder.

 

4) nu har vi fået lidt styr på kalorieindtaget så til sidst kan du overveje om du kan få lidt ekstra bevægelse ind? Det vil som bekendt forbrænde nogle kalorier.

- gå en ekstra tur

 

Tænker du jaja det er meget godt, det kommer ikke til at ske alligevel.

 

Med denne gennemgang i hånden står du væsentligt stærkere, men december er fyldt med fristelser, så det betyder selvfølgelig ikke at du bare suser igennem måneden, men for rigtig mange af mine vægttabsdeltagere hjælper denne gennemgang dem rigtig meget

 

Det at planlægge sin succes hvad end det er vægttab, i parforholdet eller på arbejdet kan være en kæmpe fordel og nu har du en helt konkret måde at gribe det an på i forhold til de fristende perioder i livet.

God fornøjelse

Få tilsendt min GRATIS guide 'Slip Sukkertrangen'

Slip sukkertrangen er en 7-dages mailguide der giver dig forståelsen for hvorfor uimodståelig sukkertrang opstår og hvad du kan gøre ved den på egen hånd.
Indtast navn og e-mailadresse og få den tilsendt med det samme - kvit og frit.

Du tilmeldes samtidig mit nyhedsbrev med gode råd og vægttabsvejledning der virker. Det er ligeledes gratis og kan afmeldes ved blot et enkelt klik.