KONTAKT

🎧 Episode 58: Sådan fungerer fordøjelsessystemet (En sandwich' rejse fra mund til toilet)

fordøjelse podcast sundhed Dec 23, 2021

 

 Podcasten VÆGTVINDER findes også på din foretrukne podcast-lyttested som f.eks. I-tunes, Spotify mv. Søg blot efter 'VÆGTVINDER'.

 

Ved du egentlig hvad der sker med den mad du indtager ned igennem fordøjelsessystemet til den kommer ud i den anden ende?


Du er sikkert klar over at maden fordøjes og omsættes, men ved du også hvordan det sker?
Ved du f.eks. hvor i maven de enkelte makronæringsstoffer nedbrydes og hvordan de kommer fra systemet ud i kroppen?
Ved du hvordan kostfibre nedbrydes?
Og hvad hvis du f.eks. har sukkersyge? Hvor er det så at systemet er ’i udu’?
Hvad med farmflora, hvad dækker det ord egentlig over?

Det skal du finde ud af i dag.

Og hvorfor skal jeg så vide det Gitte?

Fordi du igennem et godt basiskendskab til fordøjelsessystemet står stærkere i forhold til at skelne fup og fidus fra faktuel viden når det kommer til vægttabsmarkedet.

 

Det er smart for så vil du lynhurtigt kunne tænke ’ahhhh jamen når han/hun påstår dette i forbindelse med salg af et produkt, så kan jeg nu lynhurtigt vurdere om det er en falsk salgspåstand eller om vedkommende rent faktisk har hold i det der bliver påstået’.

Og ja det er ærgerligt at det er sådan indenfor vægttabsbranchen at man i udgangspunktet ikke kan stole på produktet, men det skal nok ændre sig med tiden. Men indtil da, så er det supergodt at kunne sin basalviden så man ikke bliver snydt.

Derudover, så kan denne grundlæggende forståelse give dig uvurderlig indsigt i din egen trivsel.
Og sidst, men ikke mindst, så er det fascinerende hvordan vi mennesker fungerer – okay det sidste er nok mest nørd-alarm fra min side, men det tager vi med.

Så for lige at vi er på helt samme side, så er fordøjelsessystemets opgave at nedbryde eller spalte den mad og drikke du indtager til så små stykker, at de kan optages i kroppen og bruges enten som energi eller byggesten.

Når jeg siger energi, så er det både den energi du forbrænder nu, lige nu imens du lytter med her, men det er også den energi der lagres som fedt, hvis du har spist flere kalorier end du har forbrændt jvf vægttabsvippen. Lyt evt episode 2 af podcasten VÆGTVINDER, hvis du er i tvivl om hvordan alt det her med kalorier, forbrænding og vægttab hænger sammen.

De små stykker maden skal nedbrydes eller spaltes til, er hhv aminosyrer (det er protein i små stykker), glycerol og frie fedtsyrer (det er fedt naturligvis) og monosaccharider. Nu skal du ikke lade dig overvælde af navnene her, men bare vid at den mad du spiser, skal nedbrydes og spaltes til det mindst mulige dele for at de kan optages igennem tarmen og bruges ude i kroppen hvor de – sådan lidt firkantet sagt – bygges sammen igen på ny. Det er naturligvis mere komplekst end som så, men her i dag giver jeg dig den vigtigste information med.

 

Nu vil jeg tage din på en rejse ned igennem fordøjelsessystemet hos os mennesker, i øvrigt et system der ligner andre omnivorer som f.eks. hunden (nej hunden er ikke en kødæder, det er derimod katten, men nu ligger vi lige Poul Thomsen på hylden igen)

Så lad os forestille os at du spiser en sandwich med kylling og salat, hvad er det der sker.

 


Munden:
Det første der sker, er at du tager en bid og allerede i munden begynder bearbejdningen af maden. Du tygger nemlig maden og gør den mindre rent mekanisk og derudover tilsætter du maden spyt, som får maden til at glide bedre ned i maven og så er der i dit spyt et enzym (spytamylase) der allerede i munden begynder at spalte stivelse. Så i din imaginære sandwich er dette eksempelvis sandwichbrødet.

 Din tunge danner en kugle der, når den har en passende form, synkes denne og lander i mavesækken hvor den på vejen passerer igennem spiserøret.


Mavesækken:
I mavesækken arbejdes maden ind i den mavesyre du har i mavesækken vha muskler du ikke selv kan kontrollere med viljen (såkaldte glatte muskler), mavesyren indeholder blandt andet peptin som begynder at spalte protein, så det er i sandwichtilfældet kyllingen primært.

Derudover har mavesækken også to vigtige funktioner.

For det første kan den opbevare maden indtil du begynder at fordøje den (et reservoir).

Derudover har mavesyre en meget lav ph værdi (2) som beskytter dig mod meget sygdom, da det slår de fleste bakterier ihjel. Mavesyren består primært af saltsyre.

Når maden er tilpas nedbrudt i mavesækken åbnes der til tolvfingertarmen

 

 

Tolvfingertarmen (4 timer):
Tolvfingertarmen er tolv fingre bred (25 cm) og har en direkte forbindelse til leveren og bugspytkirtlen.

Leveren har et hav af arbejdsopgaver, som blandt andet at afgifte kroppen når du har drukket alkohol, men i dag forholder vi os kun lige til det nødvendige for din fordøjelse.
Leveren producerer galde som samles i galdeblæren der sammen med bugspytkirtlen har en fælles kanal til tolvfingertarmen. Galde tilsættes den nu flydende mad og spaltningen af fedt begynder.

 

Spaltningen af stivelse/kulhydrat og protein fortsætter også her. Så først i tolvfingertarmen er alle tre makronæringsstoffer som det hedder i gang med at blive nedbrudt.
Maden opholder sig relativt længe og nu, i tolvfingertarmen, begynder optagelsen af nogle af næringsstofferne til kroppen. Spaltet kulhydrat/stivelse til monosaccarider begynder at passere tarmvæggen og transporteres med blodet ud til f.eks. musklerne.

Men så sagde jeg også at bugspytkirtlen var på spil her. Bugspytkirtlen udskiller enzymer som hjælper til spaltningen af maden og øger madens ph værdi fra det meget sure mavemiljø.

Derudover, så er bugspytkirtlen også den der regulerer sukkeromsætningen i blodet vha insulin og glukagon – kroppens blodsukker må hverken være for højt eller for lavt da dette giver utilpashed og kan ved længere tids påvirkning medføre visse sygdomme.


Når du har diabetes danner din bugspytkirtel enten slet ikke, eller for lidt, insulin og det gør at du har for højt blodsukker. Hvis du har type 1 diabetes er det ofte noget der er opdaget tidligt og du producerer ikke insulin. Hvis du har type 2 diabetes kan du i nogle tilfælde minimere sygdommen gennem kost og motion. Der er i begge tilfælde mange årsager og jeg kan gennemgå diabetes en anden dag grundigt, hvis der findes behov for dette.


Tyndtarmen (3-5 timer)

Men fra tolvfingertarmen kommer maden, som nu er helt flydende, over i tyndtarmen og det er i tyndtarmen at størstedelen af optagelsen af de små dele mad (monosaccarider, aminosyrer, fede frie syrer og glucerol). Tyndtarmen er ikke alene lang (cirka 6 meter, men den er også fyldt med mikrovilli, som er en slags små indposninger som gør tarmens overflade meget større, så der er det bedste grundlag for god optagelse.
Hele vejen igennem tyndtarmen passerer de små bidder ud i blodbanen, forbi nyren som renser blodet for affaldsstoffer og ud i kroppen.



Tyktarmen:
Fra tyndtarmen kommer maden over i tyktarmen, hvor maden opholdes længe (cirka 10 timer) medmindre du har diarre.

I tyktarmen er der en masse bakterier som blandt andet producerer K-vitamin og så nedbryder de kostfibre. Kostfibre kan ikke rigtig nedbrydes af de enzymer der ellers spalter de andre næringsstoffer, men det kan bakterier – eller dvs de kan nedbryde nogle af kostfibrene. De kostfibre der ikke nedbrydes i tyktarmen kaldes ’ufordøjelige’ og kommer hele ud.
I tyktarmen genoptages alt det væske der er blevet tilsat maden igennem systemet, så den bliver mere fast igen.
Så når nogen taler om din tarmflora, så er det altså tarmbakterierne her i tyktarmen de refererer til.


Endetarm:
Efter den lange tid i tyktarmen, så ender maden i endetarmen – en slags sidste holdeplads om du vil. Nu har din krop, såfremt den fungerer som den skal, nedbrudt, spaltet maden og optaget det som små bitte bidder af de respektive makronringsstoffer og er transporteret ud i din krop, der hvor der er brug for dem enten som energi eller byggesten.

Mavesyren har slået evt fremmede bakterier ihjel, leveren har renset for gift- og affaldsstoffer, din bugspytkirtel har reguleret dit blodsukker og nyren renset dit blod og ud af den anden ende, ud af endetarmen, kommer de dele af kosten din krop ikke kunne optage samt affaldsstoffer fra processerne.

Er det ikke fascinerende hvor komplekst et system vi har i os, som for de fleste mennesker bare fungerer uden problemer hver eneste dag?

Få tilsendt min GRATIS guide 'Slip Sukkertrangen'

Slip sukkertrangen er en 7-dages mailguide der giver dig forståelsen for hvorfor uimodståelig sukkertrang opstår og hvad du kan gøre ved den på egen hånd.
Indtast navn og e-mailadresse og få den tilsendt med det samme - kvit og frit.

Du tilmeldes samtidig mit nyhedsbrev med gode råd og vægttabsvejledning der virker. Det er ligeledes gratis og kan afmeldes ved blot et enkelt klik.