KONTAKT

292: Jeg tager ikke længere på i sommerferien - her er hvorfor.

overspisning overvægt podcast sommerferie Jul 02, 2026
Jeg tager ikke længere på i sommerferien

Jeg tog altid på i sommerferien - indtil jeg ændrede dette

Mine tre bedste råd til dig, der er bange for vægtøgning

I dag skal det handle om den forestående sommerferie, hvor nogle har en tendens til at tage på. Jeg det med at tage på hen over sommerferien, men ikke længere, og i dag vil jeg gerne dele med dig de tre ting, jeg fandt ret afgørende i forhold til at bryde med denne tendens.

Allerførst er det vigtigt at forstå, at de par kilo, jeg plejede at tage på, jo stammede fra, at jeg fik spist for mange kalorier. Jeg lå i et kalorieoverskud. Det var ikke bare væske eller tarmindhold - det var en decideret vægtstigning, en fedtstigning.

For det andet var det altid sådan, at de jo så skulle smides igen efter ferien. Det i sig selv var ikke som sådan et problem, men det ville det dæleme være, hvis jeg fortsatte med det den dag i dag. For i og med at jeg er kommet i overgangsalderen, er det ikke bare sådan lige at smide de par kilo igen. Det er også derfor, jeg finder det væsentligt, at dette tema kommer med her. Det er bedst at holde vægten nede frem for at satse på et efterfølgende vægttab, er min erfaring.

Nå, men lad os se på det.

 

1.

Det første punkt handler om mit mindset, min indstilling til sommerferien. Og dette var ikke noget, jeg var bevidst om. Det er faktisk først efterfølgende, jeg er blevet klar over det. Men jeg havde på et ubevidst plan en tanke, der gik noget i stil med:

"Nu er det undtagelsestilstand. Nu er det ferie, så nu skal jeg have lov til at bryde reglerne, slippe tøjlerne, slappe af og nyde livet."

 

Og så tror jeg da pokker, jeg tog på. For kan du høre, hvordan det lyder, som om min hverdag bare var rigid og striks og kostmæssigt hård? Det var den ikke. I hvert fald ikke op til hver sommerferie. Og det var jo ikke sådan, at jeg så væltede mig i alverdens ting. Det var mere en portion koldskål hist, et ekstra glas vin pist og en pølse fra grillen. Det var ikke et ædeorgie, men nok til at jeg tog på.

Modgiften til det her er - selvfølgelig får jeg lyst til at indskyde - at jeg i mine almindelige uger føler, at jeg har en koststrategi, der passer rigtig godt til mig. Så der ikke er noget, jeg skal gøre op for i ferierne.

Jeg anvender selv den koststrategi, der er i mine bøger Vægttab i overgangsalderen og Sunde vaner i overgangsalderen, med Måltidssystemet. Hvis du ikke kender til det, så skal du selvfølgelig skynde dig at få bestilt mine bøger, så du netop har dem i sommerferien.

Men sådan helt kort handler det om at få tre velsammensatte overgangsaldervenlige vægttabsmåltider over dagen og et enkelt mellemmåltid, og så selvfølgelig få brudt med alt det, der indtages mellem måltiderne - hvilket sjovt nok oftest er det, folk glemmer.

"Jeg spiser jo det, jeg skal, Gitte."

Ja, men du spiser også mere end det, og det er dér, kiloene ligger.

Men tilbage til pointen i punkt ét: Min indstilling til sommerferien var skæv, og i stedet skulle jeg have tænkt, som jeg i dag lærer mine klienter, at tilgå sommerferien med en afklarethed omkring: Hvad skal der ske? Hvad er planen? Hvad sætter du pris på rent kost- og madmæssigt - eventuelt også drikke? Hvad er et godt mål i forhold til vægten? Er det vedligehold, vægttab, eller er det fint med en lille vægtøgning?

Og så se på, om der er noget, der skal rettes til, for at det stemmer overens.

Et eksempel fra mig selv helt personligt, hvor der heller ikke bare er plads til at gøre alt, hvis jeg gerne vil holde vægten, er, at jeg i mange år troede, at det rigtige var at ty til kaloriefattige sodavandsis i massevis. I dag vil jeg hellere holde mig langt væk fra det og så spise en rigtig, ægte flødeis, men meget sjældnere. Og så drikke en lightsodavand i stedet, når de andre får en is, f.eks.

Det passer til mig personligt.

Men jeg kan ikke både mæske mig i sodavandsis og flødeis og forvente et vægttab.

2.

Det næste punkt i forhold til at undgå vægtøgning i sommerferien i overgangsalderen er at holde fast i mine tre velsammensatte hovedmåltider.

Det fungerer bare rigtig godt, når min krop har fået det, den har behov for, så den ikke dykker i energi, bliver træt, smerteramt, eller min fordøjelse driller.

En velnæret krop er absolut fundamentet for et vedholdende vægttab.

Og lige her kan jeg faktisk være ret rigid for mit eget vedkommende. Jeg vil ikke springe måltider over, og jeg tåler ikke alt for svingende spisetider. Så i mine ferier holder jeg så vidt muligt fast i dem.

Som du før har hørt mig sige: Det, der fungerer i dine hverdage, tag det med ind i weekender og ferier, så vil det også hjælpe dig dér.

Ligesom jeg i øvrigt tager min foodprep med ind dér. Altså min salatprep - jeg skyller, snitter og skærer altid til nogle dage ad gangen.

Ja, det kunne være fedt bare at slippe tøjlerne i ferien, men regningen for mit vedkommende er for stor, så det dur ikke længere.

Og det gik også op for mig, at meget af ferien faktisk er hverdage - bare uden arbejde. Altså, det var ikke, fordi der skulle ske det helt vilde hver dag i ferien. Der var bare ikke arbejde.

 

3.

Og som nummer tre fik jeg adresseret og afviklet min FOMO omkring mad og fristelser.

Jeg havde i mange år sådan en underliggende følelse af, at jeg gik glip af noget, hvis jeg sagde nej tak, eller hvis jeg holdt igen og f.eks. kun spiste én portion ved buffeten, når nu der var så stort, alsidigt og faktisk også sundt et udbud.

Hvis jeg var et sted, og der var en særlig ret eller en lækker buffet, så havde jeg svært ved at være rationel omkring det. Altså sige til mig selv:

"Jeg ved godt, at du kunne spise 10 af de her lækre appetizers, men du skal bare have én, for ellers ender du med at have spist alt for meget."

Eller:

"Det er så sjældent, jeg har mulighed for at spise dette, men jeg skal alligevel kun have et lille stykke."

Og det kan virke helt skørt, når man læser det. Men jeg ved også, at hvis du selv har det sådan, så ved du præcis, hvad jeg mener med denne FOMO-følelse.

Så hvis jeg lige skal lave en overflyvning på, hvad der gjorde, at jeg gik fra at tage på i sommerferien som standard til at holde vægten, så er det:

Først og fremmest min indstilling til sommerferien, som ikke længere var: "Så skal jeg slippe tøjlerne med alt, hvad der gælder mad og spisning."

For det andet: at holde fast i min meget velfungerende måltidsstruktur og sammensætning - herunder også at afvikle alle de små "uskyldige" hapsere, der flyver ind uden for måltiderne.

Og sidst, men ikke mindst: at slutte fred med min FOMO omkring visse madmuligheder og fristelser og hele tanken: "Det er så sjældent, at jeg ... så nu må jeg godt."

Hvis jeg skal give dig et fjerde godt råd med, så er det: Sørg for at bestille mine to bøger Vægttab i overgangsalderen og Sunde vaner i overgangsalderen.

Når du bestiller dem gennem mig, får du et gratis digitalt hjælpeprogram, som hjælper dig med at implementere bøgernes strategier og redskaber. Så kan du læse dem i sommerferien og være helt klar til efter ferien.

For selvom der er al mulig god grund til aldrig at vente med at komme i gang, så forstår jeg personligt godt, hvorfor du (måske) gerne vil vente med at tage fat på den del - altså vægttabet - til det igen er hverdag.

Find link til bøgerne her - tak fordi du læste med.