KONTAKT

301: Kan man spise for lidt ift. vægttab?

mad podcast vægttab Sep 17, 2026
Kan man spise for lidt ift. vægttab?

På VÆGTVINDER er man en lille gruppe kvinder, der alle er i eller omkring overgangsalderen, dvs. mellem 35-69 år. De fleste er mellem 45-55. Og det betyder også, at de alle er vokset op i nogenlunde samme slankekurskultur, som jeg og sikkert også du har været udsat for op gennem 80'erne, 90'erne, 00'erne og dels også 10'erne.

Et af dem er: Du skal spise så lidt som muligt for at tabe dig.

Men som du måske også ved, så er det ikke altid en god idé, og flere af deltagerne har jeg her i forløbsopstart måttet skrue op for deres madindtag - selvom de er på et vægttabsforløb.

Altså, de skal spise MERE for at kunne tabe sig.

Så allerede der besvarer jeg egentlig dagens spørgsmål, men vi skal have nogle flere nuancer på, og du skal selvfølgelig også kunne vurdere, om det så gælder for dig. For det ville da være ganske ærgerligt, hvis det var det, der var årsagen til dit manglende vægttab.

Så nu skrev jeg lige før, at jeg har sat nogle VÆGTVINDERE til at spise mere, end de plejer, men her er det vigtigt lige at understrege, at det ikke er hvad som helst, de skal spise mere af. Så for nogle er det mere fedt, for andre protein, for nogle er det de fiberrige kulhydrater, og for andre er det grøntsager. Alt imens det for nogle bare er mere af det hele, altså bare flere kalorier.

Og det kan jo lyde underligt, for hvis du har fulgt med her, så ved du også, at helt overordnet er det, der skaber et vægttab, et såkaldt kalorieunderskud. Det vil sige, at man spiser mindre, end man forbrænder. Når man gør det, så bruger kroppen af dens ressourcer, nemlig fedtet. Derfor skulle man også tro, at jo mindre man spiser, jo mere bruges der af ressourcerne, og jo mere taber man sig.

 

Men det er bare ikke det, de fleste oplever i praksis. Så hvorfor nu det?

Dette princip, altså at kroppen bruger af dens fedt, når man spiser mindre, end man forbrænder, gælder kun indtil et vist underskud. Så begynder kroppen at bruge af dens andre ressourcer, nemlig muskelmassen, organmassen, sågar knoglemassen. Det er ikke godt!

Både fordi du så mister din dyrebare muskelmasse, som du som kvinde i forvejen er i risiko for at miste ganske kraftigt i takt med alderen og ikke mindst overgangsalderen. Det alene sænker din forbrænding, for jo mere muskelmasse, jo mere forbrænder du. Men du er jo heller ikke interesseret i, at det skal gå ud over din organmasse.

Dertil sker der også det, at kroppen begynder at skrue ned for forbruget. Den begynder at spare. Du skal altid huske, at din krop er bygget til at være i en helt anden verden end den tidsalder, vi er i nu. Den har ikke fulgt med udviklingen, så den "ved" ikke, at der ikke er hungersnød, når du vælger ikke at spise. Den tror, at der er mangel på føde og går i en slags "overlevelsestilstand", hvor det handler om at spare så meget som muligt. Holde på fedtet og begrænse spildet.

Det går ud over hudens elasticitet (hello rynker!), hårets fylde, din energi og dit overskud, som sikkert i forvejen er en begrænset vare, og ikke mindst fordøjelse og i det hele taget velvære. For mange forringer det også søvnen. Endnu en ting, der i forvejen for mange af os er presset.

Så en kvinde, der måske normalt ville holde vægten stabil på 1900 kalorier om dagen, tager "pludselig" på af 1500 kalorier.

Og hvis hun så ikke har en god rådgiver ved sin side eller selv får tænkt så langt, så reagerer de fleste ved at tænke: "Det var da ligegodt pokkers! Jeg må spise endnu mindre, hvis jeg skal tabe mig." Og så sætter hun sit indtag yderligere ned.

Og kan du så gætte, hvad der sker?

Det hele forværres.

Tilmed vil de fleste også opleve på det tidspunkt, at der kommer et ekstremt fokus på mad og spisning i tankerne. ALT kommer pludselig til at fylde, og det bliver for alvor en kamp. Nu står vægten ikke bare stille, og du tager måske endda på. Nu tænker du også på mad 24-7.

Og medmindre du er et supermenneske, eller du har en god vægttabsrådgiver, der hjælper dig ud af det rod på en ordentlig måde, så ender du med at tænke: F. det! Det er simpelthen for ulideligt at være i, og når jeg ikke taber mig alligevel, kan det også være lige meget.

 

Så du stopper med kuren, begynder at spise normalt igen, sikkert ganske sundt, for det gør de fleste kvinder faktisk. Men nu har du lige presset din forbrænding i bund grundet den givne vægttabsstrategi, så så snart du begynder at spise, tager du på - ekstra meget på, hvis du er uheldig.

Og sådan en spiral er der flere kvinder, der er fanget i. Og nogle af dem er startet på VÆGTVINDER og er nu begyndt at spise rigtigt, så både forbrændingen kommer op igen, men også så de kan føle sig mætte, tilfredse og have et godt energiniveau. For det er altså ret væsentligt i et varigt vægttab. Det skal være varigt og derfor også være et, man trives i.

 

Så kan du spise for lidt? Ja, det kan du godt.

 

Hvad skal jeg spise mere af? Her kommer det an på, hvad du spiser i forvejen. Spiser du grønt, protein, frugt, stivelse (fiberrige kulhydrater) og sundt fedt? Hvis ikke, er det, du ikke indtager, du skal starte med. Og mærker du derefter stadig sult ved måltidet, skal du overordnet spise mere. Det er sådan grundtrækkene.

Sidder du nu og tænker: Jeg ville godt med på VÆGTVINDER. Så er det for sent, for dørene til forløbet er lukket for i år. Men et rigtig godt sted at få det hele mere på plads, også mængder osv., er ved at læse mine bøger Sunde vaner i overgangsalderen og Vægttab i overgangsalderen - de giver dig både vejledning og redskaber til at gøre det rigtigt fra start.

Bestiller du bøgerne gennem mig, får du tilmed et digitalt hjælpeprogram med oveni.

Køb bøgerne her.