337: Hvordan undgår jeg at spise for meget i overgangsalderen?
May 29, 2025
Hvordan undgår jeg at spise for meget?
Og nogle vil tænke: "Det er da simpelt, jeg stopper jo bare, når jeg har fået nok," mens andre vil tænke: "Det har jeg virkelig brug for at lære."
Og det er, fordi det er sådan med vægttab og de handlinger, der ligger bag, at nogle finder dem helt naturlige og har rigtig svært ved at se, hvordan det kan være et problem – mens andre knokler. Og det er jo, fordi vi mennesker er forskellige. Ligesom med overgangsalderen: De, der ikke rigtig mærker noget til den, kan have svært ved at sætte sig ind i dem, der er hårdt ramt. Ikke fordi de er onde eller ligeglade, men det kan bare være rigtig svært.
Nå, men tilbage til emnet: Hvordan undgår jeg at spise for meget i overgangsalderen?
Jeg har listet 5 ting, som ikke handler om viljestyrke – for det er ofte den fejl, kvinder begår. De tror, det handler om, at de bare skal tage sig sammen. Og alt imens der selvfølgelig skal et ønske til om at stoppe – og det ved jeg, at du har – så kan du med dagens råd sætte dig selv op til, at det bliver langt lettere.
Sådan undgår du at spise for meget #1:
Spis dig mæt til måltiderne i ordentlig mad.
Først og fremmest skal du starte med at spise ordentligt og overgangsaldervenligt. Det betyder, at du skal spise nogle gode, sunde, ordentlige overgangsaldervenlige måltider, hvor du får grønt, protein, stivelse, fedt osv. Ikke noget med at gå og småspise hele dagen eller kun tage minimale måltider. Det er essentielt for din krop, vægt, spisning og forbrænding, at du et par gange om dagen spiser dig godt mæt – ikke overmæt, men godt mæt.
Det værste, du kan gøre for din overgangsalderkrop, er at gå og småsulte hele dagen for så at ende i et binge om aftenen (et binge er, hvor du så får spist alt for meget).
Eller gå og forsøge at undgå en masse fødevarer, fordi du er blevet fortalt, at de er dårlige for dig. F.eks. møder jeg rigtig mange kvinder, der ikke spiser frugt, fordi de er bange for frugtsukker – men til gengæld spiser de masser af lightprodukter, hvor fedtet er reduceret, men sukkeret er skruet op. Hvis de bare ville spise frugten og den fede cremefraiche – men i mindre mængder – så ville de opleve en væsentlig reducering i deres cravings.
Summasummarum er, at du skal spise ordentligt, sundt, varieret og med nogle rigtige måltider frem for at gå og småspise hele dagen.
Sådan undgår du at spise for meget #2:
Spis på en tallerken – ikke direkte fra posen.
Jeg kender det virkelig godt fra mig selv. Man åbner lige skabet og snupper en håndfuld mandler eller hapser noget, imens man står og laver aftensmad. Men det er en snigende, uhensigtsmæssig vane, som ved utallige studier har vist, at man får spist meget mere, end man selv tror, når man har den adfærd. Derfor er der faktisk rigtig meget at hente i at øve dig i altid at spise fra en skål eller en tallerken – også selvom det er ting, der fint kan spises af en pose. Det gør noget psykologisk ved hjernen, at den får maden serveret i en afgrænset mængde. Den registrerer maden bedre, og du får en visuel “slutning”. Dertil kan det reducere antallet af håndfulde, fordi du en gang imellem vil tænke: “Ej, jeg gider ikke til at lægge det på en tallerken, så jeg springer bare over.”
Sådan undgår du at spise for meget #3:
Giv dig selv 5 minutter…
“5 minutter til hvad?!”
Til lige at vente. Ofte skyldes det, at vi får spist for meget, at vi spiser for hurtigt. Hjernen har simpelthen ikke nået at registrere, at du har spist og egentlig har fået nok. I gamle dage sagde man, at der skulle gå 20 minutter – og selvom det er en kende unuanceret ift. den viden, vi har i dag – så er det ikke desto mindre en rigtig god huskeregel. For 20 minutter er faktisk ret lang tid. Jeg ved, at hvis jeg stadig kæmpede med overspisning, ville jeg kunne nå at spise meget ekstra på 20 minutter. Så sidder du og spiser, har tømt tallerkenen og er klar til portion nummer 2 – så giv det lige 5 minutter. Din sult er garanteret aftaget en hel del.
Sådan undgår du at spise for meget #4:
Beslut dig, før du hælder op
Ja, “hælder op”, for jeg ved, at der er rigtig mange, der i hyggelige stunder får drukket for meget alkohol. Ikke så de vælter rundt og opfører sig tosset – men nok til, at det ødelægger et vægttab. Så nummer 4 er at beslutte dig, inden du går i gang – f.eks. “Jeg drikker 2 glas.” Det er meget bedre end “jeg prøver at holde igen”, som er enormt ukonkret, og du sikkert har lovet dig selv 100 gange.
Det her råd er også godt ved fødevarer. At beslutte dig på forhånd giver dig en klarere rettesnor.
Sådan undgår du at spise for meget #5:
Forlad rummet, efter du har spist
Nogle gange aftaler jeg med mine klienter, at de i en periode – f.eks. en uge eller 14 dage – lige skal rejse sig fra bordet/sofaen/kantinen det øjeblik, de har spist færdigt. Simpelthen for at fjerne sig fra situationen – fra at fortsætte. At sætte en kropslig handling på kan understrege mønsterbruddet for hjernen. Sommetider kræver det, at man lige aftaler det på forkant – f.eks. med manden, så han forstår, hvad der sker. Sommetider er det kollegaerne, hvor det måske kan være lidt sværere – men der kan det måske hjælpe at tænke: “Det er svært for mig lige at forklare, hvorfor jeg forlader kantinen før tid eller finde på en god undskyldning – men det er endnu værre for mig ikke at prøve det af.”
Din hjerne forbinder bestemte steder (sofaen, tv’et, frokoststuen) automatisk med spisning. Flyt dig = hjælp dig selv.