KONTAKT

164: 3 grunde til du ikke kan lade 'chokoladen' være om aftenen.

kalorier overspisning podcast sukkertrang vægttab vægttabsråd Dec 21, 2023
3 grunde til ikke at lade chokoladen være

Lyt artiklen på podcasten VÆGTVINDER via Spotify ved at trykke på playknappen.
Foretrækker du I-Tunes tryk her 

Husk at følge podcasten så du ikke går glip af mine bonusepisoder, der kun udgives til faste følgere (gratis).

 

3 grunde til hvorfor det er sidst på dagen det er svært at lade *chokoladen* være.

Vågner du ofte op og tænker “i dag bliver det ikke noget problem at lade chokoladen være. Jeg føler mig helt afklaret med, at jeg både kan og vil holde den sunde kurs i dag.”

For så at erfare 12 timer senere, at chokoladen alligevel var alt for fristende, og det ‘nej!’ du var så fast besluttet på, det var alligevel ikke så fast.

Med andre ord:

Hvorfor kan jeg ikke bare lade være med at spise *den chokolade* op ad dagen? 

Når du nu læser med her i dag, så er det formentlig fordi du kan kende dig selv i det her med, at intentionerne for dagen er virkelig gode og det føles meget positive og overbevisende først på dagen, men efterhånden som dagen forløber, så frister *chokoladen* for meget. Når jeg nu bruger *chokolade* som eksempel og du ikke er forfalden til chokolade, så indsætter du bare det, der er dine fristelser - om det er chips, kage, lakridser, mandler, rugbrødsmadder eller æblebåde er sagen uvedkommende.

Der kan være mange forskellige årsager til hvorfor det bliver svært for dig op ad dagen. Jeg har i dag udvalgt tre årsager, som jeg ofte ser i min klinik, hvor jeg hjælper kvinder med at opnå et varigt vægttab og et liv uden overspisning.


Derfor kan du ikke sige nej sidst på dagen - grund #1:
Du tillader sjældent dig selv noget sødt.

Ja, det kan måske synes kontraintuitivt, men én af de hyppige grunde til at kvinder overmandes af sukkertrang sidst på dagen er, at de sjældent tillader sig selv noget sødt.

“Jamen Gitte, jeg spiser jo noget sødt nærmest hele tiden. Det er jo det jeg gerne vil undgå.”

Det kan godt være, men spiser du noget sødt fordi du havde givet dig selv lov til det på forhånd, eller spiste du noget sødt, som en reaktion på at have sagt nej hele tiden?

Altså var den indre dialog noget i stil med “nej, nej, du skal ikke til at spise noget sødt nu. Du har fået hvad du skal have. Du skal tabe dig. Du skal lade være.” Og så endte du alligevel med at spise det?

For rent psykologisk er der nemlig en kæmpe forskel på de to.

Og denne pointe er endnu vigtigere hvis du er én af dem der tænker “Jeg skal bare lade være med at tage den første bid, så går det nok”.

Eller en anden afart: “Jeg skal bare lade være med at købe det, for så ligger det ikke og frister.”
Dette to sætninger eller tilgange vidner om, at du har en historik hvor du mange gange er faldet i, *chokoladen* selvom dine planer egentlig var noget andet.

 

Derfor kan du ikke sige nej sidst på dagen - grund #2:
Du er træt.

Når du vågner om morgenen, er du tanket op. Du har sovet, hjernen har fået lov til at gennemgå de livsnødvendige processer, den gennemgår i de forskellige søvnfaser. Du er klar til en ny dag og som oftest ved godt mod.
Morgenen føles ofte som en frisk side, og med dagen foran dig, kan man føle sig uovervindelig.

Det modsatte er ofte sagt sidst på dagen. Her er du træt, du har måske haft nogle sammenstød eller ærgerlige oplevelser. Du har måske sagt ‘nej tak’ til kagen på kontoret og kørt forbi bageren på vejen, hvor du også måtte sige ‘mentalt nej’ til dig selv, så du ikke lige snuppede en af de gode træstammer med på vejen.

Du har brugt din energi og hvis du så har en familie at komme hjem til, så kan det sommetider godt føles som om du går fra det ene arbejde til det andet. Selve dit erhvervsmæssige arbejde er et arbejde og hjemmet er et andet. Det tror jeg, at mange mødre kan relatere til.

 

 

Når du er træt, så er det en helt naturlig reaktion fra kroppens side at kalde på hvile - eller hvis den ikke kan få det, så at få tilført noget energi udefra i form af noget spiseligt - evt chokolade. 

Og så er det at det bliver rigtig svært for nogle ikke at lade chokoladen være.

Men det her med at være træt sidst på dagen, det er jo ikke bare forbeholdt mødre. Det er vi alle. Det giver god mening. Sidst på dagen er vores energi brugt op, og skulle vi følge de dyriske instinkter vi egentlig har i os, så ville det ikke være dumt med en lur midt på dagen. Det er bare så sjældent praktisk muligt, og heller ikke nødvendigvis løsningen.

For selvom du er træt sidst på dagen og den hurtige energi i form af noget spiseligt kalder på dig, så er det jo ikke alle der ender med at sidde og spise noget, de fortryder f.eks. Chokoladen.

Rigtig mange lader fint *chokoladen* være - også selvom den ligger lige der i skuffen og frister. Og hvorfor så det?
Jamen med stor sandsynlighed, fordi de ikke har de samme spisemønstre som dig.

 

De lækre sager frister. 

Vi har alle en række spisemønstre. Nogle er hensigtsmæssige, nogle neutrale og andre uhensigtsmæssige. 


De uhensigtsmæssige er dem, der får os til at handle mod vores vilje, på den lange bane. 


Altså som eksempel netop får dig til at spise *chokolade* sidst på dagen, selvom du egentlig rigtig gerne vil lade være og inderligt ønsker dig et vægttab.

Når man har et eller flere spisemønstre, der får én til at handle mod ens ønsker på den lange bane, så kaldes det ‘overspisning’. Overspisning er, når du spiser mere end du har et reelt fysisk behov for, som følge af bestemte situationer, følelser eller omstændigheder.

Overspisning er noget af det der er vigtigt at komme af med, hvis du gerne vil tabe dig på en holdbar måde. Du kan læse mere om her.


Derfor kan du ikke sige nej sidst på dagen - grund #3:
Du er ikke ordentlig mættet.

Jeg har sagt det før, jeg siger det igen. Det dur ikke hvis du går og sulter dig selv. Hvis du går og sulter dig selv i form af enten at spise enormt kalorielet (under 1350 kcal) eller enormt restriktivt eller ensartet. F.eks. hvor du undlader hele fødevaregrupper som f.eks. Stivelse (brød, pasta etc), så vil din krop modsvare med en sult respons - det skal den gøre. Det er et sundhedstegn. Men hvis responsen fra din side så bliver med en overspisning, altså en episode hvor du spiser mere end du egentlig har behov for, så har vi balladen. Du kommer så ind i en cyklus, hvor du periodevis sulter eller lever restriktivt, for så at overspise og uden begrænsning, ja så har vi for alvor balladen. Men den kan vi tage en anden dag.

For lige nu vil jeg fokusere på, at du simpelthen skal holde dig mæt. Det kan sagtens lade sig gøre selvom du taber dig.

Det er en gammel, giftig myte, at du skal sulte for at tabe dig.
For det første så er det ubehageligt at sulte, og derfor er det i sig selv ikke langtidsholdbart, for vi mennesker kan ikke holde ud at have det miserabelt i længere tid, når det ikke er noget livsnødvendigt der er formålet. Derudover, så vil kroppen gøre alt for at få dig til at spise, så den vil sende cravings og andre kraftige signaler afsted. Den vil have dig til at spise. Heldigvis, for det er det, der sikrer vores overlevelse. Vi skal bare ikke overspise. Sidst men ikke mindst, så er det umådeligt uhensigtsmæssigt at sulte, for hvis du spiser i kraftigt kalorieunderskud, så vil kroppen ikke alene sende signaler om at du skal spise afsted. Den vil også tilpasse sig og nedjustere forbrændingen, for at bruge de kalorier den så får, mest hensigtsmæssigt.

Så til det, der er allervigtigste: det er ikke nødvendigt at sulte for at tabe sig. Det har jeg et hav af klienter og VÆGTVINDERE der kan skrive under på. Selvfølgelig mærker de, at de er sultne op til et måltid, og det skal man også. Men der er kæmpe forskel på at mærke sult op til et måltid, og så at gå og sulte og derfor tænke på mad hele tiden.
Så spis, så du er ordentlig mættet og den mæthedsfornemmelse, den holder hele vejen frem til næste måltid. Det vil spare dig en masse kvaler og formentlig også reducere dine udfald.


Så de tre grunde til at du ikke kan lade *chokoladen* være om aftenen er altså:

1: Du tillader ‘aldrig’ dig selv noget sødt.
2: Du er træt og har sagt ‘mentalt’ nej hele dagen
3: Du sulter dig selv eller lever restriktivt.

Jeg vil her til slut lige understrege at ofte, så er det en grad af overspisning der ligger til grunde for disse udfald, hvor du ender med at spise *chokoladen*, selvom det ikke er det du ville. Overspisning må ikke mistolkes som tvangsoverspisning (BED) som er en spiseforstyrrelse. Overspisning er ‘bare’ når du spiser mere end du har et reelt fysisk behov for, som følge af bestemte situationer, omstændigheder eller følelser f.eks. Træthed, kedsomhed eller hygge. Det er en enorm hæmsko i et varigt vægttab, men det kan behandles og afmonteres - og jeg er ret god til netop det.

Har du lyst til at vide mere om hvordan og hvorledes, så tryk her og læs mere. Her kan du også booke en gratis afklarende samtale, så vi kan afgøre om min hjælp er den rette for dig.