293: Sommerspecial: Mad fyldte alt for meget i mit hoved

Mad fyldte alt for meget i mit hoved.

Hvad skal jeg spise? Hvor meget skal jeg spise? Hvis jeg spiser det her kyllingelår, tager jeg så på? Hvis jeg vælger det uden skind, så må jeg da tabe mig? Hvornår skal jeg spise? Skal jeg spise skyr i eftermiddag, men hvad så senere, når jeg får besøg? Jeg vil bare have mit sikre valg på bordet, men det kan jeg jo ikke nøjes med, når der kommer andre. Hvad med på lørdag, når vi skal til fest? Jeg er bange for, at jeg ikke kan styre det. Hvad nu hvis der er dessert? Jeg tager garanteret to kilo på.

Puhhhh, man bliver helt forpustet og nærmest stresset, ikke?

Sådan kunne mine tanker kredse og køre om mad og spisning langt det meste af dagen førhen, og det var helt enormt opslidende. Men det var ikke noget, jeg aktivt valgte til. Det var bare sådan, det var, og det værste var:

1. Jeg havde en underliggende tanke om, at hvis jeg ikke var så opmærksom, så ville det hele skride, og jeg ville helt sikkert tage på - og det ønskede jeg ikke.
2. Jeg endte med i perioder at tage på, og det skyldtes faktisk alle disse tanker. Det ved jeg nu, men det vidste jeg ikke dengang.
3. Tankerne var enormt selvforstærkende, og mine dage kom meget til at blive styret af maden.

Madstress, som det hedder, eller maduro, er egentlig ikke, at du spiser for meget. Madstress er, at mad fylder for meget. Men når mad fylder for meget, så kommer man også til at spise mere, selvom man egentlig ønsker det modsatte. Det kan lyde lidt kryptisk, men det er sådan, hjernen fungerer. Det er lidt ligesom, når man siger, at du ikke må tænke på en lyserød elefant, så er det rigtig svært ikke at tænke på en lyserød elefant.

Maduroen og de mange tanker fulgte mig i et helt årti, måske endda to årtier, det er svært lige at sige, men i hvert fald i mange år. Og jeg var enten bange for at tage på eller ønskede et vægttab. Jeg har aldrig villet være typen, der selv tog mad med, når jeg var inviteret ud. Men mellem os to sagt, så ville jeg det på en måde rigtig gerne. Jeg ville gerne være i kontrol og kunne styre det. I dag ved jeg også, at det at selv have maden med ikke ville have hjulpet en dyt. Tværtimod havde det bare endt med at forstærke det hele. Og det er det, der er så forbandet med maduroen her. Alle fødevarevalg blev truffet gennem "kaloriebrillerne" og ud fra, om der var plads til noget. Jeg ville gerne hygge med noget spiseligt og gjorde det også, men fik så dårlig samvittighed. Jeg havde nogle gevaldige spiseudfald, hvor jeg lidt "mistede" kontrollen. Og fødevarerne larmede i mit hoved. Forstået på den måde, at jeg havde nogle basisretter, som jeg kunne have i mit køkken, som jeg spiste til hovedmåltider, og det var fint, men havde jeg noget andet til at ligge, f.eks. hvis jeg havde fået noget atypisk til aftensmad dagen før, og der var en rest, så kunne jeg næsten ikke tænke på andet. Eller hvis der var en åbnet pose med f.eks. noget slik. Dengang var jeg virkelig glad for slik og det søde. Det har lidt ændret sig med årene, men jeg kan virkelig huske, hvordan en åben pose var virkelig svær at have liggende. Så selvom det var uden for måltiderne, og jeg ikke skulle have noget, så larmede fødevarerne helt vildt. De fyldte i mit hoved, og det var svært ikke at tænke på dem.

Det kom i perioder, forstået på den måde, at i nogle perioder var det virkelig slemt. Der larmede mad helt vildt meget, og jeg prøvede at afskærme mig selv ved ikke at købe noget, der kunne friste, og det hjalp i princippet, men kun momentant, fordi det jo ikke er at afvikle maduroen, det er blot at afskærme - dvs. den er dernede under overfladen og bliver let vakt til live.

Tankerne om maden fyldte alt for meget.

Nu skulle man tro, at de her mange tanker om mad og spisning så forsvandt i takt med et varigt vægttab. Det gjorde de ikke. For det er også det paradoksale ved dem. Det bliver ved med at være der, hvis man ikke får dem afviklet. Jeg har jo mange forskellige kvinder i forløb, og af og til kommer en kvinde i forløb ikke, fordi hun vil tabe sig, for det har hun allerede klaret på egen hånd, men hun ønsker at slippe maduroen, for det er rigtig svært at være glad og tilfreds, når tankerne suser afsted. Jeg plejer at sige, at det bedste er, hvis vi kan tage maduroen helt fra start, for det gør det hele meget lettere og meget mere behageligt for klienten - og det falder faktisk ret let ind, fordi noget af det, der er modgift for maduro, er, at man føler sig sikker på, at man gør det rigtige. Altså at hvis man har en masse gamle vægttabsoverbevisninger hængende, så er de med til at gøre det værre, fordi de sår tvivl om en selv og ens vægttab.

Et helt klassisk eksempel kunne være, hvis du engang har fået den overbevisning, at du ikke må spise frugt, hvis du gerne vil tabe dig. Men så du i dag faktisk spiser lidt frugt, fordi det er godt for dit vægttab, men så har du alligevel ikke helt sluppet den gamle tanke. Så er der noget diskrepans, noget mislyd mellem dit mål, et vægttab, det der skal til, og det du gør. Det kunne også være brød, altså stivelse, fedt eller tun. Det behøver ikke have noget med vægt at gøre, det kan også bare være sundhed overordnet. Men vi er jo for pokker fra en generation, der er vokset op med alverdens slankeråd, fortællinger og historier om, hvad der er godt og dårligt at spise, og mange af dem hænger ved - selvom de er blevet afkræftet. Så sent som i sidste uge var der en, der refererede den gamle kold vs. varm kartoffel ift. vægttab. Noget, der var fremme for 10 år siden, tror jeg.

Så madurolige tanker kan virkelig være invaliderende, og et godt første sted at begynde er at få ryddet ud i de gamle overbevisninger og få sat en god kurs, som passer til dig og virker. Du lytter med her, og derfor er du sikkert i eller omkring overgangsalderen - altså over 40 år. Og derfor skal du hente min gratis guide, 7 gode råd til vægttab i overgangsalderen her, og hvis du er klar til mere end "bare" en gratis guide, så skal du bestille min bog eller mine bøger Vægttab i overgangsalderen og/eller Sunde vaner i overgangsalderen her, og du skal bestille dem gennem mig, for så får du et digitalt hjælpeprogram med til at implementere bøgernes principper og øvelser, og så er du rigtig godt stillet. Madstress, som emnet var i dag, adresseres i begge bøger med to forskellige vinkler.