KONTAKT

350: Forskellige stadier af overgangsalderen - hvilken er du i?

overgangsalder podcast Aug 21, 2025
Stadier af overgangsalderen

Allerførst vil jeg sige til dig, der læser med her: Har du set, at min bog Vægttab i overgangsalderen nu også findes som lydbog? Det har mange efterspurgt, og det forstår jeg godt. Jeg får helt klart også lyttelæst flest bøger. Lydbogsformatet kan købes hos onlinebogforhandlere. Den findes ikke på streamingtjenester som Mofibo, Nextory etc. Men går du ind på min hjemmeside, så kan du få den med 10% rabat. Det er et særligt tilbud, som gælder måneden ud. Du kan finde her.

Forleden læste jeg en artikel, et interview, med en kvinde, der fortalte om hendes udfordringer med overgangsalderen. Og som fremhævet tekst stod der: “Hvis der bare fandtes en guide, en slags barnets bog, bare til overgangsalderen, hvor der stod, hvad man kan forvente afhængig af, hvor langt man er inde i den.” Og det må jeg jo bare sige, at det gør der – til dels i alle fald.

I min bog Vægttab i overgangsalderen forklarer jeg, hvad der sker i kroppen rent fysiologisk, og hvordan det kan påvirke dig. Dertil hvad der sker hvornår, for som jeg siger:
For der er jo kæmpe forskel på, om du er en kvinde i midten af fyrrerne, der stadig menstruerer, men måske oplever, at det begynder at blive sværere at sove ordentligt om natten, føler dig irritabel, og vægten den stiger eller bliver sværere at holde, i forhold til en kvinde på 57 år, der for længst har blødt for sidste gang, men oplever urinvejsproblemer, hedestigninger og tør hud.

Så udover at konstatere, at du er i overgangsalderen, kan det altså være rigtig godt at se lidt på, hvilket stadie du er i. Og selvom det handler om dine hormonelle niveauer, altså hvilket stadie du er i, så kan du starte med at tage udgangspunkt i din alder – for den kan pege dig i retning – og så se lidt på menstruation og symptomer. OG jeg tænkte faktisk, at vi skulle prøve at gennemgå stadierne her – så er du klar?

 

Jeg har som nævnt inddelt overgangsalderen i 5 stadier.

Først har vi perimenopausen, som er delt op i en tidlig og en sen perimenopause. Det er før blødningsstop, som er selve menopausen – den kommer jeg til.

Men lad os starte med den tidlige perimenopause. Den indtræffer mellem 42 og 46 år og varer typisk i alt fire til ni år. Det er her, hvor du begynder at mærke, at der sker noget med kroppen. Der kan opleves forskydninger i cyklus og uregelmæssigheder i menstruation. For nogle er det tydeligt, hvis den altid har været som et urværk, for andre er det et ubrugeligt tegn, fordi der måske aldrig har været en regelmæssighed i deres cyklus. Det er som så meget andet vedrørende overgangsalderen individuelt. Det, der sker, er, at kønshormonet østrogen langsomt er faldende på sådan et overordnet plan, men der kan være store daglige udsving. Det skal måske lige siges, at det er der altid, altså udsving, men i perimenopausen bliver udsvingene meget større. Dertil bliver et andet hormon, progesteron, lavere, og man kan opleve PMS-lignende symptomer som irritation, oppustethed og øget følsomhed. Har du haft PMS eller PMD, som er en alvorlig udgave af PMS, der ofte er behandlingskrævende, vil de symptomer ofte forværres her.

Det er i den tidlige perimenopause, at du første gang tænker: jeg synes, jeg tager på – selvom jeg gør, som jeg plejer. Eller maven bliver “blødere” og fyldigere.

Så kommer du ind i næste stadie, den sene perimenopause, som aldersmæssigt indtræffer mellem 46 og 51 år og varer et til tre år. I denne periode bliver de hormonelle fluktueringer mere og mere uregelmæssige, og der kan være op til 60 dage mellem menstruationer. Der kan også være cyklusser uden ægløsning. Her er der store udsving i hormonerne østrogen og progesteron. Det er meget typisk, at du kan opleve perioder med mange symptomer og andre slet ikke – og denne usikkerhed på symptomernes styrke kan for nogle forværre det hele, andre er bedre til at tage det, som det kommer. Sådan en som mig, der godt kan lide at være struktureret, ordentlig og kende dagen, kan være ret udfordret af denne usikkerhed, som perimenopausen bringer. Det er nemlig her, jeg er – i perimenopausen.

Typiske symptomer er: insomni (søvnløshed trods træthed), stresslignende tilstand, irritabilitet, oppustethed, hovedpine og mange humørmæssige påvirkninger. “Hjernetåge” er et begreb, der dækker over en mental tilstand med nedsat koncentration, hukommelsesbesvær og tankesløvhed, som mange kvinder særligt oplever i den sene perimenopause og menopausen.

Nogle oplever depressionslignende tilstande (særligt dem, der har en historik med depression eller efterfødselsreaktion) – eller stress. Det har jeg talt om i tidligere episoder af podcasten her. Hormonerne har store udsving, og mange føler, at de ikke kan kende sig selv eller deres krops reaktioner.

Her i den sene perimenopause kan det føles, som om vægten løber løbsk. Trods en måske ihærdig indsats begynder tøjet at stramme, særligt om maven, og det synes sværere at holde vægten eller gå ned i vægt. Desuden oplever mange, at appetitten ændrer sig: Spiselyst bliver til spisetrang, smagsløgene ændrer sig, og det bliver sværere at blive mæt.

Så fik du det med? Der er altså rigtig mange faktorer, der påvirker dig indirekte ift. vægten. F.eks. er en øget appetit jo ikke ligefrem det, der hjælper på et vægttab. Og når så kroppen ændrer fedtlagring oveni?

Førhen anskuede man ikke perimenopausen – heller ikke den sene – som en del af overgangsalderen, men selvfølgelig er den det. Som du kan høre, er der jo store forandringer, og det er noget, som nogle kvinder kender til.



Nu kommer vi så til menopausen, selve “broen”. Rent teknisk så er det reelt set kun den ene dag, der ligger præcist 12 måneder efter sidste menstruation, der er menopausen. Men jeg klassificerer de 12 måneder op til sidste menstruation som menopausen. Derfor kan menopausen egentlig først udpeges i retrospektiv – du ved ikke, om du er der endnu, for du kan sagtens opleve, at din menstruation udebliver i flere måneder og pludselig kommer igen, og så tæller månederne forfra. I de tilfælde er du stadigvæk i den sene perimenopause. Gennemsnitsalderen for menopausen er 52 år.
Foruden symptomerne fra perimenopausen er hedestigninger og nattesved de voldsomste i denne tid. Hvis man overhovedet kan tale om, at der er en “den sværeste tid” i overgangsalderen, så må det være denne – naturligvis afhængig af symptomer, livsstil og en masse andet. Vægten er typisk steget nogle kilo, siden du trådte ind i perimenopausen, og din figur kan også have ændret sig – det er meget forskelligt og afhænger i høj grad af, hvad du har gjort i perimenopausen. Det er derfor, jeg altid opfordrer kvinder til at komme til mig, eller bare tage hånd om deres sundhed i overgangsalderen allerede fra de træder ind i overgangsalderen. Det er altså nemmest at forebygge frem for at reparere.

Mange oplever at gå en størrelse eller to op i tøj i menopausen. Det kan synes som et nederlag og kan give en humørmæssig forværring og frustration – oven i de i forvejen ubehagelige eller til tider invaliderende symptomer. Og her møder jeg jo mange kvinder, der i desperation har grebet efter løsninger, der har gjort mere skade end gavn – de kaster sig ud i det, vi kalder quick-fixes, altså noget, der hurtigt skal få vægten til at falde, men fordi det ikke er noget, de kan holde på sigt, taber de sig måske lige der, men tager på igen efterfølgende. Det er typisk sådan noget som faste, KETO eller kostplaner, der er populære for tiden. Det er rigtig skidt. Det skal gøres ordentligt fra start.

 

Mange oplever også en øget tendens til smerteproblematikker i menopausen. Led- og muskelsmerter forværres. Selvom smerter er komplekse, og en øget smertegrad vil være et resultat af flere forskellige bio-psyko-sociale faktorer, spiller vægten en rolle. Motivation, overskud og følelsen af at kunne gøre noget er på et lavt niveau, og nogle ender med at konkludere, at de tilsyneladende ikke kan tabe sig, eller de resignerer. Men bare rolig, et vægttab er slet ikke umuligt. Dit vægttab skal bare tilgås anderledes – ligesom så meget andet skal, nu hvor du er i overgangsalderen.

 

Den tidlige postmenopause begynder i gennemsnit omkring de 52 år, altså lige efter menopausen og de 12 måneders menstruationsophør. Dit østrogen- og progesteronniveau er lavere, mens FSH-niveauet er højere. Det er en kæmpe misforståelse, at når du kommer til postmenopause, så forsvinder dine symptomer. Det er ingenlunde sandt, og slet ikke i den tidlige postmenopause, som varer et til seks år. Nogle symptomer kommer først for alvor til syne her. Mange kvinder oplever stadigvæk gener som hedestigninger og nattesved, selvom deres menstruation for længst er overstået. Mentalt ses en stigning i angstlignende symptomer. Det skyldes, at hormonerne stadig ikke har fundet et stabilt leje. Så selvom du ikke menstruerer, og hormonerne begynder at stabilisere sig, kan dine hormoner i den grad stadig rase rundt og skabe ubalance. Vægten kan fortsat stige, hvis du ikke har gjort noget.

 

Og sidst kommer du i den sene postmenopause, som faktisk varer resten af livet. Derfor er det i princippet også forkert at sige, at du er ude af overgangsalderen, for det kommer du aldrig, da de sundhedstiltag, der er gode her, gælder resten af livet. Men du kan opleve, at dine symptomer forsvinder. Her i den sene postmenopause har kønshormonerne fundet deres lave, men mere stabile leje. Gener, som knytter sig særligt til denne periode, omfatter blandt andet vaginal tørhed, irritation, smerte under samleje og hyppig vandladning. Andre gener kan være kløe og hudirritation, vaginal nedbrydning af muskelmasse, urinvejsinfektion, vandladningsproblemer og overaktiv blære. I postmenopausen er muligheden for muskelvækst og knogleopbygning også forringet, og du har øget risiko for hjerte-kar-sygdomme (den er nu på lige fod med mænds). Din knoglestyrke falder, og risikoen for osteoporose med knogleskader som blandt andet hoftebrud er øget. Ligeledes er der risiko for visse kræfttyper, mens der er nedsat risiko for andre. På den positive side viser studier, at hukommelse, koncentration og overskud begynder at komme tilbage. Mange kvinder beretter også om mere ro. Generelt har du generhvervet din klarere tænkning, og kvinder i denne aldersgruppe indrapporterer bedre mentalt velvære.

I forhold til vægten oplever mange, at den nu ikke længere stiger så ukontrolleret, som den måske gjorde i de tidligere stadier, men at det er sværere at komme af med det fedt, der kom på. De fleste har nu taget tre til otte kilo på i gennemsnit.




Så det var en gennemgang af de forskellige stadier, og som du kan høre, så er der jo stor forskel på, hvor du er, og overgangsalderen er ikke bare én og samme. Derfor skal det heller nødvendigvis ikke tilgås ens. Så din opgave er nu, hvis du gerne vil sætte ind mest effektivt og vedvarende ift. din vægt og sundhed. I bogen Vægttab i overgangsalderen viser jeg dig præcis hvordan – så få fat på bogen. Du kan bestille både fysisk bog og lydbog via min hjemmeside her. Jeg har på begge udgaver nogle særlige købsfordele, som altså kun gælder nu her.

Tak fordi du læste med.