KONTAKT

118: Varigt vægttab? 5 vigtige facts

genetik kalorier podcast psykologi selvværd spisemønstre vægttab Feb 02, 2023
varigt vægttab - husk disse 5 facts

Vægttab er ikke hvad det har været - og heldigvis for det!


Udfordringer ifbm vægttab handler ikke længere om skyld, manglende vilje eller rygrad.
Der bliver ikke længere peget fingre som der gjorde førhen og der hersker i det hele taget en mere nuanceret og indsigtsfuld tilgang.

Men desværre er der nogle stædige gamle overbevisninger og tilgange til vægttab som hænger godt ved og som potentielt ødelægger det for de mennesker der ønsker at tabe sig.

De falske råd og fortællinger er svære at gennemskue, for de kan lyde rigtige - og tillokkende.

I dag har jeg samlet fem vigtige facts omkring vægttab, som er vigtige at have med når du vil tabe dig.
De øger sandsynligheden for at du lykkes og for at du undgår de potentielt ødelæggende ‘det nytter jo ikke’ eller ‘det går alt for langsomt det her’ saboterende tanker.

 

Fact #1

Fedttab ER sværere for nogle mennesker end andre!


Det er ignorant at tro at et vægttab kræver det samme fra fra alle og derfor er ens.
Det er helt rigtigt, at det der skaber et vægttab for alle - uanset - er et kalorieunderskud, men der er stor forskel på hvor let det falder én og hvilke forudsætninger man har.

Jeg hjælper mange kvinder med at opnå et varigt vægttab og et liv uden overspisning. Selvom de på mange punkter er ens, så er der også mange forskelligheder og det tager jeg naturligvis højde for - ellers bliver det ikke et holdbart vægttab.


Foruden genetik som selvsagt spiller en væsentlig rolle, så er der også mange andre faktorer der spiller ind - bare for at nævne nogle:

  • Arbejdsfunktion og arbejdsplads - har du et godt arbejde med et sundt miljø der hjælper dig?
  • Familiære konstellationer - har du mand, børn etc eller er du dig selv?
  • Social støtte og opbakning - har du god hjælp fra dine omgivelser og er det den rette hjælp? (Sommetider kan godmenende venner faktisk ende med at vanskelligøre et vægttab)
  • Fysiske muligheder eller udfordringer herunder sygdom, smerte, medicin mv - har du begrænsede muligheder for bevægelse, er du plaget af smerter eller modarbejder medicin dit vægttab?
  • Overgangsalder - er du plaget af mange symptomer eller går du fri?

Alt dette er noget, som kan gøre et vægttab lettere eller sværere - og intet af ovenstående handler om evner, viljestyrke eller rygrad - det handler om omstændigheder eller kår, som vil påvirke vægttabet.


Jeg bliver altid lidt træt, når folk siger sætninger som: vi har alle de samme 24 timer i døgnet.
Ja det kan godt være at vi alle har 24 timer i døgnet, men vi har altså ikke alle samme udgangspunkt.


Det betyder ikke, at det ikke er muligt at tabe sig eller at du skal lade dig slå ud hvis du kunne genkende dette fra dit eget liv.
Det betyder heller ikke, at bare fordi du har nogle gode omstændigheder, at dit vægttab så er let - nej, intet af det.

Jeg skriver det fordi jeg har mange nyopstartede klienter, som slår sig selv oveni hovedet, fordi de har sammenlignet deres tidligere vægttabsforsøg med en eller anden 20 årig influencer der lever af at tage selfies i et fitnesscenter og får alt mad serveret. Alt imens de selv er 45 år, mor til tre i en husholdning med masser af forpligtelser og dertil en arbejdsplads med overarbejde og tag selv kage hver eftermiddag.

Det ER bare ikke det samme og det skal der simpelthen tages højde for.

 

Fact #2

Hvordan du taler til dig selv i dit vægttab betyder noget - det betyder faktisk meget.

Hold op med at sige til dig selv, at du ikke kan tabe dig, for du skaber en selvopfyldende profeti.


Det er muligt, at du har 50 års erfaring i at veje hvad du synes er for meget.
Det er muligt, at du aldrig før er lykkes med et vægttab og at du har alle mulige gode grunde til, hvorfor du ikke lykkes.

Men hvis du bliver ved med at fortælle dig selv, at du ikke kan, så kommer du heller aldrig til det. Det eneste du gør er, at torturere dig selv og måske også dine omgivelser.

Hvis du vil insistere på at tale dårligt til dig selv og fortælle dig selv at du ikke kan, så kan du lige så godt stoppe med at prøve på at tabe dig - lige nu og her.
Stop med at prøve, hvis du alligevel skal fortælle dig selv at du ikke kan.


Jeg ved det kan lyde hårdt, men det er faktisk det bedste du kan gøre.

Du kan også vælge at sige ‘jeg tror på det, fordi jeg gør det.’
‘Jeg gør hver dag det bedste jeg kan for at tabe mig og derfor tror jeg på det’.

Det er ikke magiske ord og hvis du i mange år har talt dig selv ned, kan det klinge hult med disse mere neutrale sætninger, men de er med garanti bedre end de negative.

Som jeg plejer at sige til mine deltagere på VÆGTVINDER når vi starter op


At tro på dig selv garanterer ikke succes, men ikke at tro på dig selv, garanterer fiasko.

 

Hvordan du taler til og om dig selv har stor betydning. Du behøver ikke være overdrevet positiv og falsk, men sigt efter neutralt - det er for langt de fleste et glimrende mål der vil hjælpe.

 


Fact #3

Hvis du ikke taber dig over en periode på minimum 4 uger, så lever du ikke i et kalorieunderskud.

Du kan ikke, ikke tabe dig, hvis du spiser mindre end du forbrænder. Det er fakta, men der kan være mange faktorer der spiller ind.

Blandt andet derfor skriver jeg også over minimum fire uger. Helst ville jeg skrive over otte uger, men for mange kan det virke uoverskueligt at skulle vente otte uger, så derfor fire - det kan lige gå an.

Det kan finde mere viden omkring hvorfor jeg siger 4 uger her:

Hvad skal jeg veje? Hvor ofte bør jeg veje mig?
https://www.gitteboesen.nu/blog/podcast_52

Og her

Hvorfor står vægten stille? Virker min slankekur ikke?
https://www.gitteboesen.nu/blog/podcast_53


Et udeblivende kalorieunderskud kan skyldes mange ting.

Måske spiser du mere end du troede (det sker for os alle i perioder).

Måske får du motioneret og bevæget dig mindre - det kunne være at du var begyndt at tage bussen i stedet for cyklen på arbejde nu hvor det er koldt udenfor.

Måske er du begyndt på noget medicin eller har skiftet medicin.

Måske er du mere stresset end vanligvis.

Måske har du snacket lidt ekstra eller har hapset lidt imens du laver aftensmad som ‘ikke tæller’.

Så hvad er det for dig der har ændret sig, sneget sig ind eller på anden vis påvirker din kaloriebalance?

Husk også at se på hvordan du forsøger at tabe dig. Der findes metoder, strategier og planer der slet og ret ikke virker.

Du kan lære mere om kaloriebalance i episode 59 af podcasten VÆGTVINDER ‘Kalorier, forbrænding, fedtlagring og vægttab/fedttab (grundlæggende viden omkring kroppen, kost og vægt)
https://www.gitteboesen.nu/blog/podcast_59

 

Fact #4

Din vægt viser ikke fedttabet men din vægt.

Hvis du bemærkede tidligere, så skrev jeg fedttab og ikke vægttab.
Vi har det med at kalde det vi egentlig ønsker, altså et fedttab, for et vægttab - og det er faktisk forkert.

Du kan godt tabe dig i vægt uden at tabe fedt - du kan nemlig miste muskelmasse, knoglemasse og organmasse foruden indholdet i tarmene, som vejer en del.

Det er du formentlig ikke interesseret i.

Du er interesseret i at miste fedt fra dine fedtdepoter, men det kan din vægt ikke vise nøjagtigt.
Nej heller ikke selvom du har en vægt der angiveligt kan måle fedtprocent. Der skal temmelig dyre apparater til for at det er muligt - så dyre, at ikke engang de fleste klinikker hart råd til dem.
Og du har heller ikke brug for at vide det præcist, for gør du det rigtige så vil du smide fedt.

Så din vægt vejer hele dig inklusiv hud, hår, organer, muskler, fedt mv og giver dig en samlet sum, eller et estimat, på din fedtmængde.

Men din vægt inkluderer også den væske du indeholder og den mængde svinger fra dag til dag - særligt hvis du er kvinde.
Disse svingninger, eller fluktueringer som det hedder, skyldes blandt andet hormoner og de er påvirket af søvn, stress, motion, kost og en masse andet.

Hvis du tager tallet på vægten for gode varer, og du vejer dig eksempelvis en gang om ugen, så kan du risikere at blive frygtelig skuffet - eller lettet - fordi væskemængden svinger.

Din vægt kan gå op og du kan samtidig tabe fedt, men det du læser på vægten er vægten og ikke fedtmængden. Så bliver du skuffet og tænker ‘jeg burde veje mindre’ og måske ender du med at smide det hele overbords og overspise eller lade resten af dagen være dårlig.

Baseret på en fejltolkning om at vægten viser din fedtmængde.

 

Fact #5


Et succesfuldt vægttab defineres ikke ud fra hvor hurtigt du har tabt X antal kilo - men derimod om du kan holde dit vægttab.

Det er så let at blive forblændet af før og efter billeder, turbodiæter, ugebladsslankekure og online coaches der mere end noget andet mestrer photoshop.

Men det jeg definerer som et succesfuldt vægttab er, at du kan holde det.

Jeg ved godt, at jeg lyder kontroversiel lige nu, men jeg bekymrer mig ikke så meget om hvor hurtigt dit vægttab det går, så længe du bevæger dig den rigtige retning.

Det vigtige er, i mine øjne, at du kan holde det - at du føler det overskueligt, overkommeligt og faktisk også sjovt (eller i hvert fald rart).

Derfor arbejder jeg altid ud fra et perspektiv og et spørgsmål der lyder: det du gør nu hvor du taber dig, er det noget du kan se dig selv gøre om 2 måneder, 2 år, 12 år og stadigvæk finde det motiverende, givtigt og glædeligt.

Hvis ja, godt.
Hvis nej, så skal der ændres noget og så er det min opgave som coach at hjælpe dig med det.

Det betyder jo ikke, at dit vægttab ikke kan gå hurtigt.

Mange af mine klienter taber sig hurtigt, men ikke fordi de sulter eller pisker sig selv, Men som oftest medfører en afmontering af overspisning at de taber sig. Pludselig spiser de ikke en masse snacks og mellemmåltider, fordi de lige kedede sig, følte sig triste eller der blev serveret kage.

Så som du kan læse, så er det vigtige aspekter at have med når du overvejer, eller er i gang med dit vægttab.

Jeg kunne fortsætte listen, men det må jeg gøre en anden dag.

Det var altså

Fact #1
Fedttab ER sværere for nogle mennesker end andre, men det handler ikke om evner, men derimod andre faktorer

Fact #2
Hold op med at sige til dig selv at du ikke kan tabe dig.
Du skaber en selvopfyldende profeti.

Fact #3
Hvis du ikke taber dig over en periode på minimum 4 uger, så lever du ikke i et kalorieunderskud.


Fact #4
Din vægt viser ikke fedttabet men din vægt.


Fact #5
Et succesfuldt vægttab defineres ikke ud fra hvor hurtigt du har tabt X antal kilo - men derimod om du kan holde dit vægttab.

Hvis du ønsker min hjælp til at opnå et varigt vægttab og et liv uden overspisning, så kan du læse mere på menulinjen øverst.

Er du i tvivl om hvad du skal vælge, så tryk på ‘kontakt’, så tager vi en snak om hvilke muligheder du har - ganske uforpligtende.